Og måske godt det samme - for Størstepigen har været til efter-konfirmationsfester i denne weekend. Hvilket betyder, at moderen ikke helt har sovet, før hun var sikkert hjemme igen...2 nætter i træk*S* Imorges blev den 3.30; ikke noget der huede moderen her, men alligevel at foretrække for at kunne følges med nogen fremfor at køre alene hjem. Tænk, at tanken også strejfede mig, at det var usikkert at sende hende med en taxa - så ville jeg hellere hente hende selv?! Er der andre, der ville ha' det på samme måde - ser jeg spøgelser?
Det har betydet, at jeg har kastet mig i sofaen, i vild nysgerrighed, med Marianne Williamson, stærkt anbefalet af Janne. En lille bog, "Ind til kvindeligheden" - og jeg er lige så stille en smule rystet. En af de passager, der ramte mig dybt og øjeblikkeligt, var denne:
"... for mange mennesker, der bærer rundt på noget...som forhindrer dem i at føle virkelig glæde - lyder denne overbevisning således: Hvis jeg er alt for glad, alt for succesrig, alt for fuldkommen, så vil ingen kunne elske mig. Der skal være noget, der fortæller andre mennesker, at jeg i virkeligheden er ligesom dem, at også jeg har det elendigt. I virkeligheden stjæler jeg slet ikke deres stykke af kagen. I virkeligheden er jeg slet ikke fuldkommen, så de behøver ikke at hade mig."Med den overbevisning lever man i skyggen af sit eget fulde potentiale, i smerte og længsel efter det, der ligger gemt i een selv. Jeg kom (selvfølgelig *S*) til at tænke på mig selv - og mine kvaler med at tage mig selv så højtideligt, at jeg kunne erkende, at mit job gør mig ulykkelig. Mange gange i årenes løb har jeg tænkt på mine bedstemødre og oldemødre, og tænkt, at jeg overhovedet ikke kunne tillade mig at klynke, med tanke på deres liv og deres kampe - og dermed fastlåst mig selv i skyld og skam over at ønske andet, end det "luksus-job og liv" jeg har.
Williamson skriver om feminisme, men ikke med beton-opfattelsen af ligestilling/undertrykkelse. Hun skriver om den åndelige feminisme og kvindens styrke og værd, som fornægtet i den moderne verden. Det er på mange måder som at ane guld for enden af regnbuen - og ekstremt angstprovokerende. For som Janne citerer andetsteds:
"“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us."Det tænker jeg sgu' lige lidt over... ;o)
