søndag den 26. februar 2012

At kickstarte et farvel...

Grebet af solen og varmen gennem ruderne blev der handlet på stemningen.... At begynde den nødvendige oprydning - i haven.
Med solbriller og skarp kulde i skyggen er gamle havestole, juletræet (!) og potteskår samlet til bunke.

Undervejs slog en tanke mig - at jeg var i gang med at trække min energi, min personlighed ud af denne lille have. At den nu godt nok forblev velkendt, men ikke længere min have, ikke "besat" eller "besjælet" af det jeg har tilført den?

En pudsig lille opdagelse - som også kickstartede processen med at give yderligere slip på det gamle og modtage det nye... Disse uendelige processer... midt i det lovende solskin ;o)

søndag den 19. februar 2012

Lukker øjnene lidt endnu...

Roen havde lige nøjagtig indfundet sig - og så...?!

Ja, så kom der en byttelejlighed forbi og forstyrrede roen og balancen. Vi skal flytte. Bytte lejlighed med en sød familie, der gerne vil bo her. Det har hele tiden været meningen...for det er for dyrt at blive. Blot troede jeg at jeg havde købt mig lidt tid (og ro) ved at justere mit arbejdsliv.
Vi får et mindre rækkehus i 2 etager med lille have. Det er på næsten alle måder ideelt - dog betyder det at vi må skille os af med de 2 gamle katte. Rumle fra skoven beholder vi, selvom vi ikke må - ham kan vi ikke bære at undvære! Jeg er bekymret for om han kan lære at være i snor, i den lille have?

For et års tid siden sagde en klog kvinde til mig, at jeg er god til at manifestere det i livet, jeg har brug for. Det har været i mine tanker den seneste uge - for den ny lejlighed er den sidste "hjørnesten" i vores nye liv - det som helst skulle ske indenfor et års tid. Jeg må nu overgive mig og tro på det, jeg oplever... at Universets hjul arbejder...

Idag havde jeg planer for organisering, oprydning - "jeg må jo igang!" Men jeg lukker øjnene for det praktiske... bare idag med...ikk'?

"Jeg modtager det som kommer...
Jeg giver slip på det, som er..."

torsdag den 16. februar 2012

Bevæget ud af
Den nyvundne balance
Et sorgfuldt sug

Fornemmer frit fald
Tårnline mellem to liv
Et skridt ad gangen



- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 11. februar 2012

Love is all around you...

Vågnede og var lidt moody her til morgen. Havde mest lyst til at blive liggende i sengen...længe...
Men ikke idag - huset fyldt med gæster inden længe, de sidste kager i ovnen... Idag er fyldt med gøremål. Så jeg er oppe...

Og mens jeg venter på et ledigt badeværelse ( *SS*), besøger jeg lige
"Landet med kærlige og gode tanker".
For her kan man inspireres til mod, energi - og endnu engang  "skyde hjertet op i livet" og fortsætte rejsen. Igen.

Mit drivhus har været forsømt, og jeg trænger til at atter at opholde mig her og værne om lyset og spirene.

fredag den 10. februar 2012

Vintersol...

Finder et hjørne 
Hvor vintersolen luner 
Den forkomne sjæl.

Det spirende liv 
Omkring de kolde fødder 
Hvor frosten dækker.

Afventer håbet
der vil vende tilbage
med lysets varme.

fredag den 3. februar 2012

Dark side of the Moon...

To forladte sjæle
pejler sig frem på himlen
i frostklart mørke

Med hvide jetspor
rejser de fra hinanden
forbi stjernerne

Indtil de mødes
i parallelle baner
bag månens skygge