Lang vej hjem...

Der er lang vej hjem i øjeblikket, synes jeg. Langt hjem til mig, til bloggen, til blogland. Der er langt hjem til mit hjem og til min yndlingsbog...

Det er egentlig ikke, fordi jeg knokler, altså virkelig knokler rundt med praktiske ting... men mere fordi mine tanker er andre steder. Mest i fremtiden, konfirmationen - og min beslutning om en job-tænkepause. Måske er der tale om beslutnings-tømmermænd? Ikke sådan at forstå, at jeg fortryder - nej, jeg glæder mig vildt... det er mere "hvad-nu-hvis" tanker...

• Hvad nu hvis jeg ikke finder nye veje,
• Hvad nu hvis det tager for lang tid,
• Hvad nu hvis jeg ikke tør alligevel,
• Hvad nu hvis det ikke er rigtigt,

Jeg er blevet meget begejstret for Mark Nepo's "Øjnene op for livet", der som "Naturlig Overflod", er daglige tekster til inspiration, rolige tanker og daglig nydelse. Forleden dag var en tekst, en historie om Wu Feng, der levede en livomvæltende øjeblik. Han havde i mange år levet hos et stammefolk, som hvert år ofrede et stammemedlem ved halshugning. Wu Feng bønfaldt hvert år høvdingen om at stoppe denne skik, men lige meget hjalp det. Efter mange år bad Wu Feng igen høvdingen om at stoppe myrderiet - da det ikke skete, tog Wu Feng stammemedlemmets plads og sagde til høvdingen, at hvis der skulle slås ihjel denne gang, skulle det være ham, Wu Feng. Høvdingen, som holdt meget af Wu Feng, kunne ikke slå ham ihjel - og fra den dag stoppede ofringerne!

Pointen er, at der kommer et tidspunkt, hvor man må leve sine tanker og værdier ud, ud i verden... Spørgsmålet er :

• "Er der en situation i dit liv, hvor en del af dig bliver ofret ligesom stammemedlemmet ?
  
• "Idag stiller du blot spørgsmålet. Stol på at din ånd vil vide, hvornår og hvordan det(din indre Wu Feng) skal omsættes i praksis."

Den dag fik det mig til at tænke på, at det er mig selv, der leverer det indre og ydre pres - jeg kan vælge at arbejde halv tid resten af mit liv - hvis jeg vil? Det vil gøre pengene små, ja - men hvad nu hvis... det gør livet lykkeligt?

Vejen er nu lidt kortere ... ;o)

Mam, your pig is in distress...

Direkte citeret fra et tv-program, der kører lige nu - "Reddet af en gris"! Jeg må sige, at jeg er målløs?! Det er manden, der finder den syge kvinde, der siger sådan, angiveligt fordi grisen har løbet frem og tilbage ude på hovedvejen for at hente hjælp. Manden her undrer sig og følger grisen, og finder dermed kvinden...

Det er helt sort tv !!
*LOL*

Ps. Speakeren siger nu, "det er ikke første gang at grise har udvist heltemod og reddet menneskeliv.."
Her er et billede af Lulu, the life saving pig (prøv at google Lulu pig *S*)

Muligheder eller pligter?

Jeg læste lige indlægget hos Losarinas mor - og den lille refleksion over pligter vs. muligheder... Det giver altså god mening. Hvis vi nu bare kalder alle pligter for muligheder, mon så ikke det sure af pligterne går lidt af? Jeg tror, at der er noget zen over den tanke... ;o)

I denne weekend har vi gennemført flg. muligheder:

• besøgt dejlige venner i uforpligtende hængen-ud

• samlet 50 bordkort

• foldet 50 servietter

• set to go'e film - Vølvens forbandelse og Luftkastellet...

• være på genbrugen med alskens skrald

• gjort rent i hytten her

• tryllet med en bordplan

Sikke en masse - måske man burde lave en liste for hver weekend; især dem hvor man ikke synes man når noget...?!

Vi har en konfirmation til afvikling om godt to uger - det præger ugerne, tanker - der er ikke plads til så meget mere end det og hverdagen. Ej heller til bloggen her; jeg læser næsten hver dag, men når ikke rigtig at samle mig til at skrive indlæg. ;o(

Men jeg glæder mig til den store fest - selvom den sætter hele mit kontrolfreak-gen i aktivitet. Men det er så en øvelse i at give slip... og det har jeg under alle omstændigheder godt af at øve mig i! *S*

Yngstepigen havde fundet en gammel Bamse-bog frem idag - hun læste den igennem fra ende til anden, med opgaver. Opgaver, som hun selvfølgelig er alt for gammel til og som hun har lavet 100 gange. Men det er jo indbegrebet af minder og nostalgi. Jeg kom i hvert fald til at tænke på nogle af Bamses udtryk, som lever i hverdagen hos os... og som får os til at smile.

• "Grådumset" = farve, der er så blandet, at den er ... nå, ja grådumset.
  
• "Nydningen" = at nyde, som navneord?!?
  
• "Pip-gok-gulle-goklinger" = det får jeg jævnligt!
• "Tivertifald! = ja, det giver vist sig selv...

Og en af yndlingsscenerne - da Bamse skal dele lagkage til fødselsdagen, og deler lige over - "to stykker til jer og to stykker til mig!" *GG*

Det ku' godt være en af mine drømme - at lave børne-tv...
;o)

And now to something completely different...

Jeg har et issue med grøntsager...

Jeg ved ikke helt - det er bare lissom ikke rigtig mig?! Altså, jeg kan godt spise nogle af dem, men det bliver bare aldrig rigtig fantastisk, ikke som stenbiderrogn eller sushi.

Faktisk ku' jeg godt tænke mig at ku' trylle med grøntsager, for det er jo sundt - og - forestiller jeg mig - et godt supplement til pasta, ris og kartofler (som jeg pt. også synes er kedeligt) Det er det med grøntsagerne, at de bør camoufleres med andre smagsgivere - for de smager jo ikke rigtigt godt, vel? Og så er de arbejds-og slæbe-krævende - det tager en rygskade at slæbe dem hjem og en krig at tilberede dem. Så i mange lange måneder har vi levet af råkost (revet gulerod) med variation af peanuts, rosiner og en sjælden gang et æble. Det er nemlig supernemt i min Kitchen Aid tilbehørsrivejernsaggregat...

Men hvad gør man, når man er uvild med grøntsager? Jeg tæsker mad-blade igennem - og finder mig selv ved råkostmaskinen om og om igen... Iaften vil jeg lade mig inspirere af Jamie Oliver, som er på tv om få minutter. Please, go'e forslag og inspiration er mega-velkomne!
;o)

Træt på den fede måde...

Åh, jeg er rigtig, rigtig træt! Om en halv time skal jeg ramme puden - med mit hoved... *S*

Det har været en begivenhedsrig uge - tid til nye tanker og udfordringer. Og min krop reagerer med træthed og ømhed, men det er på den gode måde.

Weekendens tema på åndedrætstræningen har været kreativitet... Vand på min egen lille mølle - netop det tema ligger bag min beslutning om at gå ned i arbejdstid og skabe rum til ny-tænkning på arbejdsfronten. Kan man f.x. kombinere Feng Shui med parterapi og indrette et soveværelse i et terapi-forløb? Hvor modig kan man blive - hvor meget tør man?

Denne gang havde vi en skrive-coach på besøg. Hun var meget inspireret af Julia Cameron, og satte os i gang med forskellige skriveøvelser. Jeg synes jo lidt, at min kreativitet ikke rigtig blomstrer - at jeg ikke rigtig kan noget...?! Indtil det gik op for mig, at jeg ikke rigtig indregner det at skrive - ej heller at skrive bloggen her?! Det er da noget mærkeligt noget... bare fordi jeg skriver stolpe op og stolpe ned på jobbet, bliver det pludselig til en selvfølge, noget der er taget for givet?

Kreativitet er skabelse - så det at skabe noget er en krea-proces... Men er det mon nok? Er det nødvendigt, at vi har oplevelsen af en skabelse... hvad med frikadellerne? Er de krea? Måske - måske får vi en dag lyst til at tilføje en "secret ingredient" og så har vi kreeret noget "nyt"?

Ok, nu pludrer jeg vist... look out, hovedpude - kawabunga!! (hedder det det?!)
;o)

Lige så stille...

har min dag været indtil nu... Der er relativt stille i mit hoved, og det er faktisk meningen *S*

Jeg ventede imorges 1 time på værkstedet for at få min bil med hjem, men det var mere kompliceret end som så. Det endte med en taxa hjem til købmanden for at proviantere det vigtigste - fredagsguf! Alle planer blev sat på hold... og det er nok helt fint.

Igen har jeg eksperimenteret med at holde fokus på en ting ad gangen - og endnu engang er det lykkes at overraske mig selv med hvor effektivt, det faktisk er. Men det kræver ro at finde den ro - for mig, endnu i hvert fald. Mon man kan træne sig op til at finde den i alle situationer?

Grunden til roen idag er også at jeg i går havde DEN samtale med min leder... Og den forløb over al forventning! Jeg havde mantraet Pippi Power og beslutsomhed (og ro, faktisk?) på vej i bilen og op ad trappen... men jeg mødte ingen modstand, kun forståelse og imødekommenhed?! Hvor er det altså forunderligt?!

Resultatet er nu, at jeg fra 1.7. er på nedsat tid, 18 timer om ugen, og kun skal arbejde med familiebehandling!! Det er SÅ VILDT at jeg ikke har fattet det endnu...

Jeg glæder mig inderligt til at bruge den resterende tid på at tænke, finde, lede efter min passion, min inspiration, min niche i mit arbejdsliv - jeg vil gerne integrere det spirituelle i min tilgang til behandling, på en eller anden måde... Det er en udfordring, når man er "opdraget" akademisk/videnskabligt...

Det er åndedrætsweekend igen - så jeg skal dele mine indre sejre og beslutninger med de andre kursister... det bliver dejligt!
;o)

Forsmag på sommeren

Det er helt fantastisk vejr, her i gårdhaven. Markisen er ude, pigerne spiser instant nudler ved terrassebordet...
Mens jeg sad der, kom jeg (igen) til at tænke på tid, og hvordan projekter kan blive uoverkommelige, hvis alt hvad man går i gang med skal være færdigt - vel at mærke, inden man gør noget andet... Og besluttede, at jeg ikke behøvede at gøre bedet færdigt. Jeg ku' jo bare lige rydde 1x1 m. for skvalderkål og flytte lidt skovjordbær.
Så det gjorde jeg... og faldt i processen over det uovertrufne ørnenæb, hvilket betød at den store sibiriske rose måtte lade livet. Og så fik jeg pludselig mit træ i stuen?! For den ene gren passede perfekt til formålet - tænk hvad der findes lige for næsen af os, hvis vi ser godt efter. *S*

Planen er at spraymale det hvidt og studse det lidt...

(jeg kan ikke lade være med at tænke, at sådan en dag som idag, samtidig er en forsmag på, hvordan nogle af mine dage kan se ud indenfor den nærmeste fremtid... det er den VILDESTE fornemmelse! ... og samtidig lidt skamfuldt - kan jeg virkelig tillade mig selv at ha' så godt? Tankevækkende...)
;o)

Foræring...

Yngstepigen var snottet og havde hovedpine her til morgen - så jeg er hjemme idag sammen med hende. Jeg skulle i forvejen have været hjemme pga. planlagt skrivedag... Men nu bliver det en helt anden slags dag.Det bliver det en pusle/nusse-dag... og det føles faktisk som en ren foræring!

Hun er ikke særlig besværlig, når hun er syg - lige nu sidder hun med Nintendo, så jeg kan nusse rundt her med lidt blog, vasketøj o.l. Jeg har lappet storepigens cykel fra morgenstunden... og vejret er herligt!
Det bliver en dejlig dag... selvom intet er som det var planlagt. Tidligere ville det have slået mig og min dag omkuld - men ikke mere. Jeg er kommet langt, og jeg vil længere endnu ;o)

Jeg har planer... i nuet - kan man egentlig det?

Taknemmelighed...

Lykke Rix' indlæg mindede mig lige om min taknemmelighed, særligt i forhold til dette store, fantastiske blog-univers! Min beslutning var ikke blevet til uden det...

Så TAK! og taknemmelige tanker til alle jer, der skriver, inspirerer og deler tanker med os andre (altså her: mig! *S*) Tak for fede, sårbare, muntre, hverdags- tankevækkende indlæg og tak for dejlige kommentarer og andet godt! Det er livsudvidende!

(Okay, det lyder lidt som en Oscar-tale... men jeg mener det! *S*)

;o)

PS. Et godt tip - På Anna Skyggebjergs blog kan man også hente inspiration - bl.a. i form af hendes bog - tjek det ud!

Det bliver sagt...

Der er truffet store og indgribende beslutninger i hjemmet her...

Efter flere års suk og klage - orlovssange og fantaseren om sygemeldinger - har jeg nu besluttet at opsige mit job. Det er en lang og kedelig historie om hvad der sker, når man ikke har modet til at lytte til sig selv, når man måske ikke synes at man fortjener det, når man nu er opdraget til at arbejde skal gøre lidt ondt... eller i hvert fald har set ens forældre opføre sig som om det var meningen?!

Der er en spinkel mulighed for at jeg kan gå ned i tid og kun ha' en funktion - en funktion, jeg selv har været med til køre i stilling og som er rimelig spændende (den ville også ku' holde mig økonomisk fri af dagpengesystemet, som ikke er sådan at bide i skeer med). I næste uge har jeg aftale med min leder... hvis ikke jeg kan få det, afleverer jeg min opsigelse inden d. 1. maj.

Det er med nogen håndsved og en sten i maven, for sådan en beslutning forpligter også til at komme videre... videre med mig selv... Så lige nu er jeg meget, meget træt, men på den fede måde!

Så er det sagt ;o)

Imperfections found in all things...

Ja, det skal jeg da lige love for! Og nogle er mere imperfecte end andre... må man godt sige det? På en absolut ikke-zen-agtig måde...

Her to dage inde i en kort uge er jeg allerede ved at eksplodere... Det er umuligt at praktisere zen, indre ro, tænksom eller andet for sjælen velgørende på mit job! Og det er ved at dæmre for mig, at det nok ikke er min skyld. Nu kunne man jo argumentere for at på jobbet skal der arbejdes og ikke praktiseres noget ro af nogen slags - jeg skal yde for min løn...Ja, ja men vi ved jo også godt, at der er grænser for hvor meget citronen kan presses...

Vi sidder i et åbent kontorlandskab - der er ingen mulighed for at trække sig lidt tilbage, undtagen på toilettet. (OK, der er kælderen, men folk kigger så underligt, når man sidder dernede mellem ringbind og kuglepenne!)
Det nyeste er at vi ikke må have sedler på vores materiale-skuffer - det blev besluttet ifm. en "Store oprydningsdag". Og skufferne er forvejen uden håndtag og skal skubbes i midten for at åbne, for det skal jo se godt ud!?!. Altså på en "Bo Bedre" kontorlandskabsagtig måde...?!
Så derfor så man mig idag losse til de første fire skuffer for at finde det materiale, som var svært at finde uden ovennævnte sedler! Det er der sgu' ikke meget zen over - og det er saftsuseme svært at finde den indre ro i den situation!

Egentlig synes jeg, at jeg havde svært ved at skrive noget idag... Måske fordi jeg gerne ville følge tråden fra de sidste par indlæg... Men hverdagen ramte, og det hårdt - og ud kom galden så!

Kodak-moments...

Vi faldt i nostalgiens og sentimentalitetens brønd idag...

Yngstepigen ville se hjemmevideoer - så vi så flere timers hjemmevideoer med "Nårh..." og "Ih!" og "Åååh"... Tænk, at vores piger har været SÅ små og så bedårende og sjove!? Tænk at vi har været så unge og har set sådan ud?! For ikke at tale om konstante ændringer i indretning, møbler, farver... Det er til gengæld blevet bedre med alderen... *S*
Men det får mig til at tænke om jeg nu har nydt det nok - alle de år, hvor ungerne var små og skønne... og forfærdelige og krævende... og smukke og søde...
Tænk, hvis jeg havde vidst det, jeg ved idag, dengang? (Jeg må vist lige op af brønden og trække vejret... *S*)

Ellers er der ikke tænkt store tanker idag - arbejdsugen står for døren... og jeg har været i gang med den mentale forberedelse - eller måske rettere den mentale stålsætning...

Pernille Melsteds bog "Find din passion på fire uger" ligger klar - for noget må gøres... Diverse blog-citater fra weekendens læsning er printet og klar til baglommen - klar til at styrke den indre moral og stemme...

Jeg er blevet et par bog-tips rigere, så biblo skal overfaldes i nærmeste fremtid. Jeg har aldrig læst Richard Bach og Mark Nepo's "Øjnene op for livet" skal tjekkes ud...
(har tjekket online - bøgerne er hjemme... hvilket får en til at overveje, hvordan det står til med spiritualiteten, her hvor jeg bor?!?)

Dagens trøst: Der findes altså buddhistiske nonner...!
;o)

Zen smitter...

åbenbart?!

Her sad pigerne fordybet i et par timer (ja, sgu'?!) med maling og tudser... mens moderen nussede rundt og nåede mere i stilhed, end med den sædvanlige pligt og suk.

Vi nåede også lige disse - med diverse fra skabet. Opskriften finder du hos "Slagt en hellig ko..."





Der har været enkelte ikke-så-zen-agtige glimt, men ellers har det været effektivt, på den stille måde.

Nogle gange tror jeg, at vi fejlagtigt tænker, at der skal være følelser forbundet med meget af det vi gør... men måske er det fint bare at gøre, være, registrere tanker og lade dem passere og holde fokus på nu'et - hvad enten det er cookies eller at feje gulvet.

Det virker - for mig - i dag ;o)

Eksperiment...

Det slog mig under kaffebrygningen, at jeg ku' vælge at gøre alt med zen - hvordan mon en dag så vil se ud? Altså at gøre uden tanker om bedømmelse af det jeg gør, af det de andre burde gøre (og hvor synd det så er for mig...;o/ ) Bare lade tankerne passere...

Jeg prøvede lige at tømme opvaskeren med zen - det blev faktisk lidt lettere, når jeg ikke behøvede at tænke på, at det faktisk ikke er min opgave... (!!?)

Jeg fandt dette symbol for zen - det er smukt og enkelt:
"The open circle represents the imperfection found in all things and suggests the student to stop striving for perfection and instead allow the universe to be as it is".
(den første del minder iøvrigt om Cohen-citatet på headeren - men han har vist også levet som zen-munk...)

Dette er simpelthen dagens eksperiment...! ;o)

Ruminering...

Ruminering er et godt ord - det betyder tygge drøv, overveje grundigt. Brugt i psykologi betyder det at gruble/grue i depressionens navn, at gruble sig selv ned i et stort sort hul. Og det kan man jo godt bruge tid på... nogle dage...

Men ikke idag - her til morgen har jeg læst et indlæg hos Honey om at indgyde tålmodighed, være tålmodig med sig selv og sit liv - bruge det du har, her og nu... Og det er SÅ rigtigt, og SÅ svært konsekvent at praktisere. Det kræver øvelse - så idag vil jeg øve mig *S*

Igår var der en udsendelse om en engelsk præst, der rejste ud for at søge efter en nærmere forbindelse til Gud. Han endte i et kinesisk munkekloster, der praktiserede zen. Alle deres daglige pligter blev udført med flydende bevægelser og dyb vejrtrækning . Der var ingen mystik, ingen hemmelige ritualer... og præsten, som var dybt frustreret og ledte efter Hemmeligheden, fandt forståelsen af zen ved at være og give slip... Som han selv udtrykte med megen undren: Hvordan kan noget SÅ enkelt være SÅ svært at forstå (comprehend)?

Jeg ved ikke helt præcis, hvad jeg vil sige med det her - måske en pep-talk til mig selv? Noget i retning af:

Don't try so hard - just do it... ;o)

Hjertevækker...

Lige hjemvendt fra "landet"... og så ligger der en pakke i min postkasse. En pakke fra Etsy, US... med denne lille yndige sag, som får mit hjerte til at smelte!Jeg ved ikke helt hvorfor - men jeg har været forelsket i den, siden første gang jeg så den? På en finurlig måde får den smilet frem og får mig til at dvæle lidt - bare et sekund eller to... Jeg tror, det er en hjertevækker...

Ranvita skriver om hjertevækkere, at de

"er ting, som rører dit hjerte, hver gang du ser dem
... For en stund kan vi slippe alle parader og lade et
kærligt lys skinne ud gennem hjertets sprækker."

Det er en dejlig tanke... ;o)