Så er det sket... børnene ved nu besked.
Dette er tidspunktet, hvor jeg nu forstår, at man kan gå ud efter cigaretter og aldrig vender hjem igen... Forstår impulsen til at købe en flybillet til en eksotisk strand og ikke se mig tilbage. Men jeg gør det jo ikke - for jeg er stærk og modig og ansvarsfuld... Og der er 2 piger, der har brug for mig. Vi har brug for hinanden - nu.
Jeg tænker i disse dage ofte på Stephen Covey citatet: "
At elske er et verbum". At det er noget man handler og gør...ikke noget, der kommer dumpende ned i brystlommen ved et lykketræf. Jeg
ved at jeg har gjort mit - både af det onde og det gode. Jeg har kæmpet og kæmpet, men det var ikke nok.
Det gør ondt, at det ikke var nok.
Det gør ondt, når nogen trækker kærligheden tilbage og ikke ønsker at modtage den, man selv har at give.
Det gør ondt at erkende, at der er følelser tilbage og at stirre dem lukt ind i øjnene og mærke... smerten, bitterheden, kærligheden, angsten - og rumme børnenes følelser samtidig.