lørdag den 26. november 2011

Om frygt...

"Sig straks om jeg forstyrrer”, siger du i døråbningen.
”Så går jeg med det samme.”

” Du ikke bare forstyrrer”, svarer jeg.
”Du ryster hele min tilværelse. - Velkommen!"

(Eeva Kilpi, En sang om kærlighed)

tirsdag den 22. november 2011

Mod og (mands)hjerte...

Gensidig inspiration... er når nogen skriver noget, som får andre til at skrive noget... som igen får sat tankerne igang. Tak til Kristine, for at bygge videre på en aha-oplevelse.

I det sidste kapitel i bogen "Afhængighed - din skjulte gave" skriver forfatteren, at det engelske courage (mod) har sin oprindelse fra det franske coeur, som betyder hjerte (på gammelt dansk er kurage vist også brugt, af Holberg? )
Lige præcis igår gik erkendelsen lidt længere ind end tidligere...

Undervejs i de sidste måneders proces har jeg flere gange hørt fra andre, at jeg er modig. Egentlig har jeg ikke helt forstået det - min egen opfattelse har nok mere været noget i retning af, at det var "dumt", at jeg satte mig i situationer, som havde mere end statistisk potentiale for at volde smerte.... Impulsen til at gøre det, har bare været mere indtrængende end fornuften?!

Kunne forklaringen være så enkel (eller kompliceret?!), at modigheden kommer af en dybtliggende intuition - impulser fra hjertet?
At det hjertearbejde, som det har været så svært at få hold på, i virkeligheden er den irrationelle, stik-mod-al-fornuft modighed, som ikke er blevet anerkendt som hjertets intuition i arbejde?

Fisk?!?!

(Note: vidste at jeg havde skrevet om det før - her: se videoen med Brene Brown)

lørdag den 29. oktober 2011

Så du røgen...

..af to uger der fløj forbi?!?!

En uge... i selskab med 35 graders varme, havvand og snorkelmasker - og delfiner ;o)
En vild delfin - helt tæt på
En uge... i arbejdets tegn og en hel weekend på kursus - for fuld skrue - så meget skrue - at ferien allerede ligger som en tåget minde. Nærmest uvirkeligt at vi har været afsted på den ferie, som har været i støbeskeen i 1½ år. Jeg vil ha' den tilbage! Igen idag kunne jeg være hende, der gik ud efter smøger og aldrig vendte tilbage.

Sommervarme kan tænde en gnist - den har manglet herhjemme i sommer. Nu har jeg mærket den igen, og længes... efter sommerlig sorgløshed...

Bladene falder
Med en snurren om sig selv
lægges de til ro

onsdag den 12. oktober 2011

Tanketæmning...

Der er så mange tanker og ord - de falder nærmest over hinanden for at komme forrest i panden. Og det er gentagelser af tidligere gentagelser... uden fokus eller retning.

Derfor kommer nogle af dem på formel - for at øve fokus og tæmme det uregerlige.

Lys i natten
det klareste vågeblus
rettende sit spot
på den sovende verden
skaber klarhed i mørket

I nattens midte 
Myriader af tanker
mørkets klarheder
fomummes af opvågning
til den kommende morgen

søndag den 9. oktober 2011

Søndags-blues sniger
sig ind i den sidste rest
af weekendens ro
regn, rusk, isnende kulde
oktobers forvarsel om
mørket før lyset

"Den bedste vej ud er altid igennem."
- Robert Frost

søndag den 2. oktober 2011

Med og uden...

Det er nyt - disse weekendmorgener uden børn... (Altså det vil sige, størstepigen er hjemme, men ikke oppe på denne tid...*S*)

Jeg elsker morgener - særligt når de andre ikke er stået op endnu. But and - nu er der ikke andre, der står op disse morgener - i de ulige weekender... 
Fornemmelsen af den "stjålne tid" er forsvundet, for den er ikke "stjålen" længere - nu er den et vilkår i vores liv. Det kræver tid til tilvænning - for endnu er det sørgmodigheden over dette vilkår, der fylder mest. Med tiden bliver det anderledes - jeg ved det fra tidligere, for jeg har været her før.


Når overvældelsen er værst, melder tankerne sig om, hvorfor - hvad gør jeg mon  forkert? Men det er overvældelsen, der taler - de gamle mønstre, der råber højt. Jeg ved det nu - og kan dog stadig overvældes. 
Hun har det godt, der hvor hun er, yngstebarnet... men hun er savnet i tankerne - midt i den "stjålne tid".

torsdag den 29. september 2011

Livet er en kontaktsport...

Kunsten er at opdage at der ikke er nogen modstandere... ;o)

Livstidevandet
en brænding af sansninger
fremadbrusende
og blid tilbagetrækning
blotlægger det rene sand


(Tak til Madame for "lån" af ord)

lørdag den 24. september 2011

Processer...

Mange af denne tids tanker egner sig ikke til publicering andre steder end på den private harddisk... Her ligger i de så i myriadiske stabler. En forudsigelig proces i ubearbejdet kaos...


Overvældet af
de forbudte følelser
af splittetheden
smerter for en stund så dybt
at bunden endnu ikke ses

Må ikke elske
ikke længere håbe
Glemt er modenhed
og tilbage er barnet
i det ubevidstes brønd

søndag den 4. september 2011

Ambivalens

Følelser raser
Boblende indre kilder
Af skyggesider
Et underligt paradoks
At kærlighed kan fremme
Den største smerte


- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag den 3. september 2011

At skilles...

Så er det sket... børnene ved nu besked.

Dette er tidspunktet, hvor jeg nu forstår, at man kan gå ud efter cigaretter og aldrig vender hjem igen... Forstår impulsen til at købe en flybillet til en eksotisk strand og ikke se mig tilbage. Men jeg gør det jo ikke - for jeg er stærk og modig og ansvarsfuld... Og der er 2 piger, der har brug for mig. Vi har brug for hinanden - nu.

Jeg tænker i disse dage ofte på Stephen Covey citatet: "At elske er et verbum". At det er noget man handler og gør...ikke noget, der kommer dumpende ned i brystlommen ved et lykketræf. Jeg ved at jeg har gjort mit - både af det onde og det gode. Jeg har kæmpet og kæmpet, men det var ikke nok.
Det gør ondt, at det ikke var nok.
Det gør ondt, når nogen trækker kærligheden tilbage og ikke ønsker at modtage den, man selv har at give.
Det gør ondt at erkende, at der er følelser tilbage og at stirre dem lukt ind i øjnene og mærke... smerten, bitterheden, kærligheden, angsten - og rumme børnenes følelser samtidig.


mandag den 29. august 2011

Dobbelt regnbue...

Idag har jeg set noget, jeg ikke nogensinde har set før - en dobbelt regnbue?! Lige her over hustagene og i to "hele" perfekte halvcirkler og helt klare farver...

Jeg googlede symbolikken - spirituelt skulle det være symbol på transformation. Så måske var der en mening med at jeg skulle se den nu? 

Det var fascinerende og smukt ;o)
Billedet er hentet fra Wikipedia, taget af Eric Rolph

søndag den 28. august 2011

At trave...

Når noget var svært, sagde min mormor altid: Så må du trave lidt, hvor vejen er god. *SS* Det er der visdom i... Og det vil være min intention, hver dag.


- Posted using BlogPress from my iPhone

fredag den 26. august 2011

Stille...

Hvis der bliver lidt stille her på stedet det næste stykke tid... så er det af personlige grunde, der kræver min fulde opmærksomhed.

Jeg vil følge med jer; hente opmuntring og inspiration - for det bliver der brug for... ;o/

tirsdag den 23. august 2011

Halvvejs næbdyret Perry...


Den lille fyr skulle forestille en pingvin - men han ligner altså mere næbdyret Perry! *suk* Ved ikke helt hvad der gik galt?









Halvvejs - godt og vel - med entre-projektet. "Puddersky" hedder farven på overvæggene. Med den lille lysekrone (som jeg huggede i soveværelset, hvor vi alligevel ikke bruger den ;o)) er der dømt luksus i hverdagen, i hvert fald for mig.
Nu mangler alle detaljerne - en gammel soldaterkiste, der skal males og noget at hænge overtøjet på er på vej.

Jeg købte kisten og knagen af en pensioneret snedkermester direkte fra det "pensionerede" værksted i Knardrup. Jeg tror, han synes det var hyggeligt at få besøg - og viste stolt sine projekter frem, bl.a. et skønt gammelt skab, som han sleb og malede og regerede på. Det var en rigtig dejlig og hyggelig oplevelse - og han lovede at afkorte knagehylde og male den for mig - uden beregning! Vi sludrede om hvor vildt det var at soldaterne slæbte rundt på disse trækister med deres  oppakning i - hvordan det så næsten har kunnet lade sig gøre?Så hyggeligt, at det næsten bliver svært, at der skal være penge imellem...
Jeg handler gerne der igen - også selvom det måske kan findes lidt billigere andre steder.


mandag den 22. august 2011

Overgangssommer...

Forunderligt?!?
Lige netop som håbet havde lagt sig og accepten af sensommer og (kommende) dunkle timer havde indfundet sig... Så kommer en "sommer"weekend?!
Sommer i anførselstegn, fordi det er tydeligt at mærke råheden i luften både morgen og aften; anførselstegn fordi solen står lavere på himlen og lyset er anderledes.
Egentlig skulle haven så ha' en omgang - pga. det "unævnelige" (læs: vejret *S*) er det mindst 5 uger siden, der er svunget en kærlig hånd her.

Men jeg havde forestillet noget andet med de næste dage.
Et "Feng Shui-projekt" har været undervejs længe...længe...længe. Drømmen er en entre, hvor sko, rulleskøjter etc. ikke flyder rundt på mindre en 2 kvm! Det er muligvis en utopi? Målet er i hvert fald, at det bliver en rar oplevelse at komme hjem - til blide farver - og en lysekrone! ("Elsk dit Hjem" er ikke læst forgæves.) *S* Fremfor at løbe skrigende igennem entreen med lukkede øjne!
Eller bitche på børnene over at de blot er trådt ud af skoene og har efterladt dem midt på måtten, sammen med knæbeskytterne og cykelhjelmen *suk* (det stopper nok ikke....men håbet lever! *S*)
 
Der var faktisk ryddet op *S*


onsdag den 17. august 2011

Dagens dramatik...

Svulmende skyer
kanten af solens stråler 
kæmper om lyset

tirsdag den 16. august 2011

Ude af sync...

Tilskuer til verden
et par skridt ved siden af
længes tilbage 
til roens blide hvile
i tilstedeværelse

For tidligt, for sent
ude af sync med sig selv
af afbrydelser
gentagne forstyrrelser
fra livet omkring roen

Det er mange dage siden, at jeg har siddet i ro, her i mit "nye" workspace... det savner jeg...

onsdag den 10. august 2011

Tanka...

Tanka er en digt-form, opstået i Japan. Et tanka består af 31 stavelser, fordelt på 5 linier i formen 5-7-5-7-7. Det udspringer af en ældgammel digtform, waka, som osse er "stamfader" til haiku-formen.

Hvor haiku-formen er meget stram mht. indhold, er tanka'en løsere og har inspireret japanske digtere til udvide rammerne for indholdet, så digtningen bliver mere personlig og udtryksfuld med hensyn til oplevelser og følelser.

Og så sidder jeg her og trækker lidt på smilebåndet - for hvorfor i alverden kom  jeg nu til at skrive om japansk digtning? Det er ikke noget jeg egentlig ved noget om, eller har interesseret mig for tidligere? (læs meget mere her - under fanen "haiku").

Det er nok bare sådan, at jeg elsker ord - ord, der bliver til billeder. Og kan lide at lege med dem.
Ideen opstod i forbindelse med en blog-krise, at få hul på blokeringen ved bare at skrive noget, skrive noget andet... at skrive noget, som havde en klar ramme, som ikke var så selvransagende. *S* Haiku'en er overskuelig, trækker een ind i nu'et, handler kun om øjeblikket i naturen. Bare ganske enkelt...

Rammen tager præstations-uroen - for mig flyttes opmærksomheden til hvordan jeg kan kontruere en sætning, som rummer det, der dukker op... det er lidt kryds-og-tværs-agtigt. Og jeg må ha' mig en synonymordbog! *S*


Så det er bare leg - leg med ord, stemninger, billeder, sætninger, der dukker op... Forrige indlæg var sådan en lille leg... ;o)

tirsdag den 9. august 2011

Time out...

Dag med sol og regn
omskifteligt som humør
mørkner og lyser
afløser hinanden på
himlen i hurtigt tempo

Tiden forsvinder
i usynligt gøremål
tanker der flyder
følelser undertrykkes
af hverdagens rutiner

Pludselig aften
dagen er gået i hast
men hvorhen gik den?
Hvor er hjemme for dagen
når natten tager over

onsdag den 3. august 2011

Workspace #2


Den anden del af mit arbejdshjørne er det elskede gule chatol. Her er der plads til de bøger, der læses lige nu (og måske lidt senere *S*).
Håndtag fra Anne Black - luksus dyre! *S*

Skufferne rummer de fleste krea-ting til gaveindpakning, postkort, gavebånd, klistermærker, tudser og obskure dimser, der nok kan finde anvendelse en eller anden dag...
Den lille fyr er fra Etsy - lavet i fimo-ler.
Mest elsker jeg nok den gule farve - det gør mig i godt humør!

tirsdag den 2. august 2011

Feng Shui på skrivebordet...

Det har i længere tid været en "killer" at sætte sig til skrivebordet for at arbejde. Alle mulige post-its med "husk-det-ene-husk-det-andet", rod og udsigt til bagsiden af husbondens fladskærm (og bagsiden af hans rod!)
 
I et par måneder har jeg rodet med ideer til omrokering af min arbejdsplads og til at gøre den lækker og indbydende... But and, arbejdspladsen måtte blive hvor den er, for der er ingen bedre løsninger i huset her.

Men så dukkede ideen op - en afskærmning midt på bordet - adskillelse af rodet, så jeg kun skal forholde mig til mit eget. Det er nu blevet til denne enkle, men flotte løsning. 2 magnetiske glastavler - i hvide, så de reflekterer lys. Desuden kan de skrives på med whiteboardmakers. Det meste af det der lå rundt om på post-its kan nu stå på tavlen...

(Så lige nu, at The Puk Project også har billeder af sit workspace på bloggen idag - måske er det en post-ferie-ting? *S*)

mandag den 1. august 2011

Første arbejdsdag...

- og pludselig er det nat?!

Sort midnatshimmel
Kun hvide roser lyser
Igennem mørket

søndag den 31. juli 2011

Sårbarhed - et tema...

Sårbarhed - at leve/kæmpe med den synes at være et livsvilkår. Det er betydningsfuldt, for at kunne mærke alle slags følelser, mærke livet. Når vi lægger låg på de smertefulde følelser, lægger vi låg på det hele - glæden, kærligheden, forbundetheden...
Denne TED TALKS så jeg første gang for et par måneder siden og den gjorde indtryk! Den er rørende og tankevækkende...

En af pointerne er at det engelske "courage" kommer af "cor", som betyder hjerte. Frit forstået er det at være helhjertet også at være sårbar og stå ved det, og altså at have "courage" til at vise hvem man er... i al sin sårbarhed.

Jeg vover at gå derud med et tanka-digt:
(Tanka er "forfader" til Haiku, men det er en anden historie)

Morgenens sørgmod
blandet med spiret glæde.
Lidt forvirret sjæl
ej helt overbevist om
hendes potentiale

Overvældende
følelse af sårbarhed
smerter for en stund.
Mærker kampen indeni
mellem glæden og sorgen

lørdag den 30. juli 2011

Der er optaget...

på førstesalen af tanker, inspireret af bøger og blogindlæg fra de seneste dage.

Sørgmodighed, sårbarhed, autencitet, livets sår, følelser, små og store beslutninger - hvordan vi kommer igennem, og hvordan vi kommer ud på den anden side? Og er der mon en anden side... det er vist det, der rumsterer.

Dette er det, der er - ingen kan kontrollere, hvad der kommer - men vi kan lære at leve igennem det, der er. At trække vejret igennem det, og forløse det potentiale, der måtte dukke op.

Når sårene bliver for åbne, lukker vi ned for ikke at mærke for meget. Men vi lukker osse ned for livet, når vi ikke mærker. Det er (åbenbart) en livslang balance. For vi er alle sårede...

torsdag den 28. juli 2011

Fra igår...

Sårene læges
til den hvide streg af ar
mærkbart usynlig

Vi lever med dem, og det er det vi skal... Det er bare nogle gange nemmest at glemme det, når det gør for ondt. Og så må vi "gen-huske" - om og om igen...

onsdag den 27. juli 2011

Livet og sårene...

Sommetider støder man på ord, som rammer dybt... som bevæger. Ikke fordi man ved præcis hvorfor - der er bare en udefinerbar klangbund, som kalder på dybere lag...

Måske på grund af ens egen tilstand, måske på grund af dagsformen - måske fordi man bare er klar? Klar til at lytte med mere end blot en enkelt sans; lytte med hele kroppen og væren... måske?

Dette rørte mig i dag:
"Livet foregår, når du lever med sårene. Livet er ikke at blive fri af sårene, så du endelig kan leve. Du kan ikke hele alle sår. At være såret er en del af livet. Når du mærker sårene, vælger du livet."
 (Annette Ilfeldt, Indledning i Fedmens psykologi)

Nogle ting tager laaaang tid at forstå - man opdager igen og igen det samme... med flere nuancer, på nye måder...

fredag den 22. juli 2011

Efterår??!?

Denne morgen - bare et kort øjeblik - er der brug for at udtrykke denne følelse...

Jeg er bare SÅ SKUFFET over sommerferievejret!!!

Velvidende at der ikke er meget Lov om Tiltrækning eller positiv tænkning over det, og bevidst om at der ikke er forkert vejr, kun forkert påklædning. er det altså sådan det er her til morgen.

Udenfor er det efterår - badedragten bliver i tasken, også idag. Ingen eftermiddags-gin&tonic i skyggen efter en tur på stranden, ingen mad på grillen, ingen lang aften på terassen i skumringen...

Og så ikke et ord mere om det!




- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 18. juli 2011

Birketræer...

Landet i Nykøping efter 6 timers køretur - aaahhh! Men i sekvenser en smuk tur.
Hoteller er det rene luksus - maden bliver serveret, badeværelset er lækrere end det derhjemme, eftermiddagskaffen er sat frem (nå, og så er der gratis WiFi - som muliggør et Sveriges-indlæg). Der er intet man skal gøre - bare nyde og tage imod.
Udsigten fra min side af dobbeltsengen:



Om lidt serveres middag - og vi er sultne *SS*

- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 17. juli 2011

Amigurumi...


Ramt af hæklefeber... Faldt ved et tilfælde over et indlæg om Amigurumier hos The Puk Project. Amigurumier er (selvfølgelig?!) en japansk ide om at hækle små nuttede dyr af enhver slags. Googler man amigurumier, kommer de skønneste småting frem.
På Youtube ligger rigtig mange hæklevideoer, så denne lille fyr er første forsøg ever! Det kunne godt ende som en "dille" ;o)
 
Sammenlignet med et viskelæder *S*
 Imorgen drager vi til Sverige og Kolmården - en kæmpe dyrepark ved Norrköping. 2 døgn på hotel - med lækker morgenmad og aftenbuffet - og spa-afdeling! Bare vi ikke er for trætte om aftenen til at nyde det.
(og ja, regnfrakken ER pakket! *suk*)
Mælket gråvejrsdis
Øger atter sin styrke
Og bliver til regn

Dagens sigtbarhed
Flyder sammen uden lys
Farver forsvinder

lørdag den 16. juli 2011

Solskinsmorgen...

Der er intet som en solskinsmorgen efter tredagsregn!


Solplettet skygge
birketræernes raslen
Med det regngrønne




- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 14. juli 2011

Regnvejrsproduktion...

Små sysler i den silende regn...


Aftenopholdsvejr...





- Posted using BlogPress from my iPhone

Hvor er solen?




Med sorte poter
Våd og i højlydt protest
Kommer katten ind

Katten i skødet
Mormors orange tæppe
Ser ud på det grå

Blæsten råber op
Siv bøjer sig for regnen
Sommerdøgn på dansk


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 12. juli 2011

Morgen...







Dufte af morgen
Nattevarme myggestik
Lovende himmel



mandag den 11. juli 2011

Ferieblandet...

Mørkets kølighed
Lyd af nattens beboere
Sengens varme ro



Aftenmodlys - igen




Improvisation - med hjælp fra Papiris.

- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 10. juli 2011

Aften-eksperiment

med IPhone...


Træernes susen
Lang skygge af aftensol
En seng i græsset

fredag den 8. juli 2011

Heftige vandmasser
Våde rækker af nuer
Dæmper dagens lys

Gentagelsestvang...

At være begynder...igen og igen... Sådan er det.
Der er så langt imellem hækle-flippene, at meget er glemt og skal genopfriskes - igen!? *suk*
5 forsøg blev det til igår, alt imens mantra om tålmodig blev messet - eller muligvis hvæset i mellem de sammenbidte tænder.
Det var så som så med zen'en i zen-hækling... Hovedøvelsen består vist lige nu nærmere i at give slip på resultatet (tak, Janne, for at huske på det *S*) end den egentlige hækle-praksis. 

Humlebiens flugt
et mirakel på vinger
helt uanende

onsdag den 6. juli 2011

Brudstykker af en dag...

Morgenkaffe 
Kølig morgenluft
hvid dug på havebordet
fjern lyd af toget 

Den første linie af en Stephen King roman:
"Lige nu og her,  som en gammel ven plejede at sige, befinder vi os os i den frit svævende nutid, hvor et skarpt øje aldrig har været nogen garanti for et perfekt syn."
 
Og erhvervelsen af sådan en her: 
Jubiiii! En Iphone! Som nu summer sammen med harddisken om en synkroniseringsopgave, der tager en krig... Gad vide om man kan downloade en hækle-app. ?!?
Barnlig glæde iblandet dårlig samvittighed - for hvordan kan det forsvares og begrundes at bruge den slags penge på "legetøj", når man kan klare sig med mindre? Gamle mønstre stikker snuden frem... igen.

Aften-te
Skygger af stilhed
Fluer under markise
Aften falder på

***
Update: der findes faktisk flere apps til Iphone med hækling og strikning. Endnu et plus!

tirsdag den 5. juli 2011

En kringlet vej...

Først her hos Lotte - og så videre til Janne,som linkede til Camilla. Og se - der havde vejen allerede snoet sig forbi for laaaang tid siden... for hun viste vejen til dette sted, Little Urchins, hvor der også tidligere var aflagt besøg.

Men, men, men - opmærksomheden må have fejlet den gang. For lidt længere nede på siden kom det længe eftersøgte...En How To Do (eller DYI, vist nok?).

Og det hele handler om disse vidunderlige "zen"-dige kreationer.





mandag den 4. juli 2011

Eftermiddags-puslerier...

Grå himmel med blåt
Knaldgul løvemund i blomst
Skovjordbær på stilk  

Korianderblomst
med summen af humlebi
solstrejf i grønt løv

Et øjebliks sol 
i parasollens skær
Katten i stolen

Udfordringen består i at sanse nuet uden at tænke på haiku imens - for ellers går pointen jo lidt af øvelsen. *S*
Og hvor er man bare øvet i at gøre ting med et formål? Selv når hensigten er det modsatte.  
Væren er en vanskelig kunst.

søndag den 3. juli 2011

Kinderæg...

Ønsket om at skrive ligger lige under overfladen... Ligesom ønsket om oftere at være i "nuet". Måske kan det kombineres med at skrive Haiku?

Harddiskens summen
Springvandets sprøde plasken
Søndag i stilhed

En udfordrende, men overkommelig mulighed for fordybelse - måske dagligt?
Skrive, Nuet og Fordybelse - Det er hele tre ting... ;o)

lørdag den 2. juli 2011

Til en regnvejrsdag...

Cd'en er fuld af skønne sange med poesi fra nu'et og jazzy notes
"Tju bang Chokolademand" en lille hjerteåbner - den smukkeste sang og tekst fra Alberte Winding. Enjoy!

"Mit gode varme hjerte"

Trance-inducerende...

Lyset er pludseligt stærkt
Luften står stille af fugt,
så man mærker
hvert åndedrag tungt

Fluerne summer
Roserne hænger tunge af nattens regn
Løvemunden blomstrer
Der er flæskesteg i ovnen
Agurkesalaten trækker
Et øjeblik hensat til
søndag hos mormor

Tiden står stille...

onsdag den 29. juni 2011

At være her...

Før i tiden var efteråret den bedste tid. Den tid, hvor man atter kunne gemme sig - bag lidt mere tøj, skutte sig i overfrakken og slå hætten op.
Sådan er det ikke mere... Hvert eneste solstrejf i skyggen opsuges, transformeres i ro til nærvær. Og det er som om man slet ikke kan få nok?! 

Det kræver sit - ikke at piske rundt som en "human doing". For det er så nemt at gemme sig bag "doing" - og der er jo altid noget, der trænger...

Der er intet mere nydelsesfuldt end en lys dansk sommerdag - alt hvad der er skrevet og malet om den er sandt! ;o)

mandag den 20. juni 2011

Argumentation...


"Trying is the first step to failure."
- Homer Jay Simpson

;o)))

onsdag den 15. juni 2011

Begavet...

Graffiti med omtanke og twist - se mere her

onsdag den 13. april 2011

Listig...?

Et nyt mindset - med lister...

Lister med "Daily's" - det jeg skal huske at gøre, det jeg skal forpligte mig til, fordi det gør mig godt. Det hele har været i mit hoved; og nu er det på fint lamineret papir. Forhåbentlig betyder det, at den daglige struktur ikke længere skal fastholdes i indre billeder, at strukturen ikke længere er afhængig af hjernens dagsform. Den er på papir, på væggen.












 Altså et nyt mindset - allokering af ressourcer. Rutiner, arbejde (disciplin?).
Om disciplin siger Natalie Goldberg:
"Disciplin har altid været et grusomt ord. Jeg tænker altid på den som den, der skal tæske min dovne del til underkastelse og det fungerer aldrig."
(Zen og kunsten at skrive)

Så vi kalder det arbejdsrutiner - rutiner til tuning af fokus og fordybelse. Så der kan arbejdes på drømmen - istedet for blot at drømme den. ;o)

søndag den 10. april 2011

En dejlig og lovende dag...

Der har været masser af håb om forår og sommer - og længslen har været langstrakt og slidt tynd visse steder... det mærkedes tydeligt i dag.

I dag havde ingen planer... hvilket ofte fører effektivitet i nuet med sig. Uden planer ordnes blot een ting - og derefter een ting... og så endnu een ting. I forlængelse af hinanden - uden stress, uden egentligt mål. Bare at nyde solen og den gradvis fremskridning i oprydning, lugning, læsning... 
Mini-krydderurtebed

Fad med husløg





















En hurtig improviseret grill-middag med pølser og kartoffelsalat. En zen-agtig dag med stor nydningsværdi... ;o)

Potegra...

Rumle fra Skoven, som er vores tilløberkat, er en kat, der ikke helt kan beregne konsekvenserne af sine handlinger.
Han har svært ved at finde hjem, når han bevæger sig ud i verden og idag har han fået en mega-tå - måske har han fået potegra? *LOL*

Han kaster sig fortsat efter humlebierne... en kat med eksekutive vanskeligheder! ;o)

onsdag den 6. april 2011

Hvad er meningen...?

Nogle gange bliver jeg forvirret over hele den hersens spiritualitet , Loven om Tiltrækning, det man sender ud, får man tilbage osv...Du får det du har brug for, ikke nødvendigvis det du ønsker?!

Hvad betyder det egentlig? At jeg skal holde op med at ønske, at mine ønsker er "forkerte",hvis de ikke går i opfyldelse, at det jeg sender er "all bad" - hvad?!

Her er det filmen knækker - i det mindste for mig. Jeg er ikke særlig velbevandret indenfor loven om tiltrækning, men det er min oplevelse, at tankegangen er, at der er plads til alle; alle er unikke på hver deres måde og bidrager til verden helt særligt. Problemet er bare, at man kan fare vild i egne (ubevidste?) hensigter om, hvad det så er, man ønsker sig i livet? Hvis det, jeg ønsker, ikke dukker op, er jeg så:
1. meget utålmodig?
2. forkert, fordi jeg ønsker det forkerte - og af de rigtige eller forkerte grunde?
3. fuldstændig ude af sync med mig selv?
(... der er sikkert flere...*S*)

Det er min oplevelse, at faldgruben kan være, at man kan komme til at føle sig endnu mere forkert og lost - for når man nu gør sig umage?
Måske er det bare mig eller mit ego - but and - nogle gange oplever jeg alligevel, at der ligger en skjult dogme nedenunder - at der er rigtigt og forkert - rigtige og forkerte måder at tænke på... også selv om vi alle har vores unikke plads og vores særlige opgave... Var det egentlig meningen? ;o)

lørdag den 2. april 2011

Deltids-vegetar...

Jeg henter jævnligt inspiration her fra Kødfri Fredag. Indlæggene fra Indien er både tankevækkende og eksotiske.
I går var det dog oplysningen om CO2 udslippet i forbindelse med vores dyre/kød-produktion,som alligevel har fæstnet sig. Produktion af 1 kg oksekød udleder 19,4 kg CO2 (fisk fx. 1,2 kg) Selvfølgelig har jeg hørt det før... og måske har jeg før tænkt, at det ikke betød det fjerneste om jeg spiste mindre kød, altså for klimaet og verdensfreden og den slags *SS*
But and - indstillingen gør en forskel! 
Vær selv den forandring, du ønsker i verden.

Tænk, hvis vi bare herhjemme havde to kødløse (heller ikke fisk) dage? Det er min bestræbelse fremover. Også fordi der er mange lækre og spændende retter at inspireres af.

Indiske kartoffelfrikadeller er prøvet - rigtig lækkert!
Og linsegratin er dejligt og mættende - og grønner linser er super for fordøjelsen, har jeg lige læst.
(Lånt hos Kødfri Fredag - sig endelig hvis jeg skal fjerne det)

Se her hvor indbydende en indisk thali kan være... Det skal være et snarligt projekt at komponere sådan et fad.

Idag står den godt nok på hakkebøf (Rom blev ikke bygget på en dag *S*), men i morgen er der planer om kikærte/quinoa-burger ;o)

onsdag den 30. marts 2011

At læse i tebreve...

Så er der noget ved at drikke te... ;o)

mandag den 28. marts 2011

Nydning...

For et halvt års tid siden læste jeg Elizabeth Gilberts "Spis,Bed,Elsk" - og jeg elskede den! I lørdags så jeg filmen - den yder ikke bogen retfærdighed, men jeg har altså en svaghed for Julia Roberts. *S* Herudover kan man så ovenikøbet nyde Robert Jenkins i en fremragende birolle.
(Jeg viste ikke hvem han var før jeg så denne film, som er fantastisk på en ret stille måde)

Efterfølgende faldt jeg over denne lille tale på TED.com. Elizabeth Gilberts tale om kreativitet er både morsom og rørende. Anbefales ;o)

Forår... ;o)

Sidste års purløg er tilbage... med nyt purløg!

lørdag den 26. marts 2011

Ego'et...

"It is the veil that "has been pulled over your eyes to blind you from the truth..." (citat herfra)

Inspireret af Jannes indlæg her har dette indlæg fået kunstigt åndedræt - det har ellers ligget i kladdeform i noget tid.

Der findes forskellige versioner/forståelser af Ego'et - i nogle definitioner oplever jeg, at Ego'et er noget, man bør stræbe efter at slippe af med - hurtigst muligt! For mig betyder det oplæg til en indre kamp, der bringer smerte, sorg og mindreværd.
But and... For nylig blev jeg meget fanget af "Det magiske rum". Majbritte Ulrikkeholm har fokus på balance, balance, balance - i alting. Også i forholdet til Ego'et. Hun definerer det som "en stærk overlevelsestrang". Og skriver videre:

"For Ego'et set i et mere positivt lys er den side i et menneske, der skal sikre dets overlevelse på Jorden...For Ego'et som det fysiske livs vogter findes i ethvert menneske..." (kap. 2 - om at skelne Det Sande Selv fra Ego'et)

Egoet er det, der kan forhindre os i at udtrykke den, vi i virkeligheden er - den vi længes efter at være - at "komme hjem til os selv". Ego'et består af alle vore "gamle" mønstre og overlevelsesstrategier.
Men Ego'et er samtidig det, der beskytter os fra at mærke den smerte, der tidligere var ubærlig... Det har altid beskyttet os - i den bedste mening. Derfor skal det behandles med respekt, forståelse og kærlig omsorg. For mig er det den helt rigtige forståelse for at kunne slippe kampen og integrere de gamle sår.

--------------------

Jeg ved hvem du var engang
jeg beskytter dig fra smerten,
fra verden
Ingenting må røre dig
Jeg var engang din bedste ven
Nu er jeg din fjende

Men jeg er ikke modstand,
men beskyttelse
af det mest sårbare
du er
Forstå hvem jeg er
og du vil se...

;o)

fredag den 25. marts 2011

Sidder og sletter gamle kladder... læser indlæg rundt omkring... føler mig i virkeligheden nok dømt ude - af mig selv?!
Det er en gammel historie, et velkendt mønster... At det er svært at være del af... at det er svært at vende tilbage, når man har været (langt) væk...

--------- (her leder jeg efter et passende billede... i en rum tid...) ---------

Åbenbart har jeg en udpræget trang til at prokrastinere... Egentlig lyder det vældig fint, synes jeg, "Det er da ikke så tosset - at være sådan en der prokrastinerer..." Altså lige bortset fra overspringshandlingerne *S*
F.eks. bevægede indlægget her sig i en anden retning?! Jeg ku' jo påstå, at det skriver sig selv, men det er ikke tilfældet.... Det ER en overspringshandling! Det andet blev for svært og gik i stå...

--------- (og nu overvejes det om dette indlæg skal have lov at leve... ) -------------

Hmmmmm...........Spørgsmålet er - "hvorfor"??!

tirsdag den 15. marts 2011

Utålmodighed...

"Hvad er det mindste du kan gøre i dag for at nå et skridt nærmere dine mål?", spørger Maria i dag.

Det fik tankerne til at rotere - hvad har jeg gjort idag?
  • I dag er der sået frø til at gro en ny vane frem
  • Der er lagt konkrete planer
  • Der er nedfældet ideer
  • Facebook-update
Spørgsmålet fik også sat en lille evaluering i gang - hvilke skridt er taget, mere generelt - indenfor det sidste år?
  • Beslutning om deltidsarbejde ført ud i livet
  • Videreuddannelse
  • Oprettelse af egen praksis
  • 1 hjemmeside 
  • Ønsket om at arbejde mere med grupper, spiritualitet, selvudvikling er en realitet!
  • Plads til inspiration og nye ideer
  • 1 ny hjemmeside, et nyt koncept, i samarbejde med kollega.
Sort på hvidt er det en realitet, at jeg har taget mange skridt i den retning, jeg ønsker!?
Det er simpelthen min egen utålmodighed, jeg er oppe imod - at jeg skal være hurtigere, mere effektiv, mere opsøgende. Sigende er det, at netop dette står i kontrast til det jeg ønsker at skabe og være i.

(Jeg konstaterer blot, at alt imens jeg skriver dette, står den indre kritiker på min skulder og råber: "Jeg, jeg, mig... det kan man ikke skrive. Ikke interessant for nogen...bla, bla,bla... MEGET forstyrrende!)
 ;o)

lørdag den 12. marts 2011

Pisken over nakken...

"At tage sig sammen", "At have besøg af Skulle og Burde", "At have SelvDisciplin" - jeg kan blive SÅ træt ved tanken!

Jeg har trillet rundt uden disciplin i længere tid end godt er. Der er masser af go'e forklaringer - jeg har givet mig selv tid, jeg har givet til tid "Processen" (hvad det end er?) osv. osv. Men sagen er den, at alle ønsker har brug for Disciplinen for at blive ført ud i livet.

Disciplin - for mig klinger det helt klart af at skulle tage sig sammen - noget man skal mane sig op til.

But and... (Selv)Disciplinen er også udtryk for at tage sig selv alvorligt, en handling, der understøtter troen på, at ens ønsker er værdige og relevante til en plads i verden. Det er klart et valg, hvordan jeg tænker om disciplin - og hvilken effekt det så kan have på mit liv, kreativiteten og arbejdet. Det har indflydelse på, hvordan jeg opfatter mig selv - om jeg tager mig selv seriøst (nok) til at udleve det jeg ønsker, eller jeg nærer den indre kritiker med opfattelsen af fiasko. Vælg selv, siger jeg bare - hvad mon den kloge vælger ?!?! *SS*

Men hvis nu Disciplinen blev en Vane - hvad så?


An easy guide to forming a little habit:
  • Do one habit at a time.
  • Make it easy to do.
  • Do it consciously, very consciously at first.
  • Don’t allow any exceptions.
  • Post your progress publicly.
  • Keep doing it, every single day.
  • Enjoy the habit. 
  • Forming a habit can be easy, if you enjoy it, take it slowly, and do it mindfully.
(Læs mere om vaner her og bevare fokus her.)

Fra nu af vil jeg kalde Disciplinen for  
"Vane under udarbejdelse". ;o)

onsdag den 9. marts 2011

Kamp-dag - revisited...

Disse to MEGA-SEJE kvinder skulle have været på igår - i dagens anledning - og til inspiration for alle os, der "kæmper" med kreativiteten og dets udtryk. Melissa Etheridge og Joss Stone synger Janis Joplin, så gåsehuden og nakkehårene rejser sig ;o)

Relationsmæthed...

Måske er det det, jeg "fejler"? Eller måske er det bare symptomet på noget andet? Der er mange spørgsmål...

Ordene udebliver og jeg "gemmer" mig bag bøger - måske leder jeg efter de ord, jeg mangler? Skriver blog-kommentarer rundt omkring og sletter dem igen... den indre dommer er ikke tilfreds.

Denne bog er god at gemme sig bag - for den giver indsigter under "gemningen". Også nogle af de mere sårbare... Hun er livs-viis, den fantastiske Majbritte Ulrikkeholm, og der er i hvert fald hul igennem til mig! ;o)

søndag den 6. marts 2011

Yogi-tea...

Synkronicitet... i et te-brev ;o)

onsdag den 2. marts 2011

Gøren og Væren...

Det har været en lang periode med Væren... i følelsernes vold, kan man sige *S* Gamle sår er oppe og vende; og så er der ikke megen plads eller energi til Gøren. Egentlig overraskende - for mig, en do'er - og måske godt, at der netop har været gjort plads til at dykke ned på bunden?















I dag blev jeg ramt af disse ord:
Hele tiden ønsker vi tilsyneladende noget, vi ikke kan nå. Denne tilstand af længsler og drømme, som aldrig bliver til virkelighed, skyldes at vi lader som om vi er på vej et sted hen, mens vi i virkeligheden er gået i stå. Hvordan kan man i sandhed ønske sig noget eller have et mål uden at have en plan for at nå dette mål?Hvis man ikke forpligter på at gøre, hvad der kræves for at nå målet, er det mest sandsynligt at det aldrig materialiserer sig. Psykologer kalder dette for magisk tænkning. Vi narrer os selv til at tro, at vi en dag når vores drømmes mål uden nogensinde at tage et praktisk skridt i retning af det. (Debbie Ford i Kast lys over skyggen)
 Bøger, Væren, mental dykning... Det er tid til at overveje handling og Gøren...;o)

søndag den 27. februar 2011

Hereafter...

Clint Eastwood er en gudsbenådet instruktør. Han kan noget med at give karakterer liv og dybde, sammen med en vis naivitet.

Modig er han også... "Hereafter" er særlig; her er et ikon af en instruktør, som seriøst og underspillet forholder til spiritualitet, til liv efter døden? Små ting er flettet ind, meget stille - for eksempel at emnet ikke er knyttet til religion, at denne tilknytning er utroværdig, og magtmanipulerende...

Jeg oplever det som et statement, og det synes jeg er modigt, klogt og vigtigt, når det kommer fra en med hans tyngde. Filmen i sig selv er ikke noget særligt - men der er et større perspektiv - og det er vigtigt!
;o)

torsdag den 17. februar 2011

Formatering...

Min indre harddisk skal formateres de næste dage. Det er åndedræts-weekend; med varmt vandssessioner, og dybe personlige processer.

Jeg er klar til indre formatering - ingen kan vide, hvad processerne bringer, men jeg bliver lige forundret hver gang over de oplevelser og erkendelser, et samspil mellem krop og åndedræt kan bibringe. Kroppen har de mest fantastiske ting at fortælle, ting som er glemt, gemt - eller begge dele... ;o)

tirsdag den 15. februar 2011

Ufrivillige ønsker...

Nogle gange skal man passe på med hvad man siger højt.
Jeg kom til at nævne noget om computervirus forleden - altså den i mit hoved. Og her til morgen stod min harddisk så af... altså den fysiske computerharddisk *S* 

Heldigvis havde jeg taget backup af det vigtigste, for computeren har opført sig vældig langsommeligt de seneste uger. Så måske var det en computer-projektion - det var slet ikke mig, der havde virus, men computeren?! Hmmmm... det tænker jeg lidt over? ;o)

mandag den 14. februar 2011

Ansvarlighed...?

"Vi har alle sammen ar, men problemet er at vores ar ikke fremtræder som ar i andres øjne. De ser snarere ud som karakterbrister. (...) En karakterbrist viser ikke hvor vi er onde, men hvor vi er sårede. Men uanset hvem eller hvad der forårsagede såret, er det nu vores, og vi er ansvarlige for det. Den eneste person der kan bringe det op til overfladen og frigive det, er os selv." (Marianne Williamsom i Skyggeeffekten)
Jeg er klogere - på et dybere niveau... Som løget, der langsomt skrælles. Der er forskel på at vide, og virkelig at forstå. ;o)

lørdag den 12. februar 2011

Er her stadig...

men ikke så mentalt tilstede. Jeg prøver at pippe lidt, men mangler lyst til at sidde ved computeren... måske det er en computervirus?!?!
Der er større processer i gang, og jeg ved ikke helt, hvor jeg bliver taget hen - eller hvor jeg vælger at tage hen? Det er tungt - og jeg er lidt træt ;o)

onsdag den 2. februar 2011

Egentlig har jeg slet ikke tid til at sidde her... i hvert fald ikke til blog-indlæg?!!?! Fordi tidstyvene og fornøjelses-huggerne bruger af min tid ?!? Pligt og Burde og Skulle er på besøg endnu en gang - det jeg gør er ikke for mig selv, men for andre og for pligt. Nu er det jo sådan med arbejde, at det indebærer et vist element af pligt - og sådan må det være, sådan er det bare. Jeg har nu et valg mellem at bruge enorme mængder energi på at ærgre mig og bekæmpe noget, jeg alligevel ikke kan ændre... eller at acceptere, at det er sådan dagen ser ud?

En interessant udveksling er i gang her . Som handler om den positive psykologi og om den positive indstilling kan blive positiv, at der lægges låg på de vigtige følelser. Det fik mig til at tænke over den efteruddannelse, jeg er i gang med... Her arbejdes også med positive bekræftelser og en ide om at tanker/følelser er energi - og det er vores eget valg, hvordan vi tænker om dem. Når (de negative) tankerne/følelserne kører rundt med een, er grundoverbevisningen, at man skal "gå til den højeste tanke så hurtigt som muligt". Hvis følelsen var vrede, ville den højeste tanke i dette tilfælde være, "Alle mine følelser er velkomne" eller "Jeg kan rumme alle mine følelser". I forhold til det nævnte indlæg og kommentarerne oplever jeg pludselig at netop dette giver mening for mig på en anden måde - for det er både accept og positiv tænkning... og tilgivelse - på en og samme tid. Ja, det er faktisk et åndeligt Kinder-æg?!

Dagens affirmation: "Jeg kan rumme alle mine frustrationer"  ;o)

fredag den 28. januar 2011

Endelig fredag....

Nogle gange synes jeg, at jeg kommer laaaangt væk fra dette univers... Nogle dage, nogle uger er det bare svært at følge med i det hele... og jeg savner det i de perioder! Men jeg er også opmærksom på den dårlige samvittighed, det genererer ikke at være opmærksom på alle, ikke at følge aktivt med i "alles liv".
Det er et gammelt mønster - der fortæller noget om mig, om forventninger til mig selv; og mine forestillinger om, hvad andre forventer - af mig. Det går nu op for mig - igen! *S*

Et andet mønster, som nu effektivt er brudt, er ideen om, at man skal gøre sine forehavender færdige.
I øjeblikket læser jeg i fire-fem bøger. Og hvem har mon sagt, at når man starter en bog ,skal man læse den færdig, eller at man skal se en film færdig, eller at man skal tage telefonen, når den ringer? Ingen, faktisk...
Så nu er disse bøger i lyst-bunken... ;o)

onsdag den 26. januar 2011

8 ting om mig...

Rødbederne er i ovnen... Så endelig lidt tid til at reflektere over de 8 ting, jeg skal skrive om mig selv. Faktisk synes jeg, at det er lidt svært, men here goes ( i vilkårlig rækkefølge):

1. For tre år siden fik jeg bortopereret en nyre, nærmest akut. En af de første tanker, der dukkede op, var at jeg følte mig lettet - for så behøvede jeg ikke gå på arbejde!!?! Det var en mega-eyeopener. Og det er min overbevisning, at mit system trak i nødbremsen, pga. langvarig pligtopfyldenhed. 

2. Jeg mødte min biologiske far da jeg var 17 år gammel - jeg havde ikke haft kontakt med ham siden jeg var 3 år. Det var et magisk øjeblik! Magien svandt dog med årene... the missing link var nok en fælles historie? Fra ham har jeg arvet mildhed og masser af krøller ;o)

3. Jeg er født med en stærkt misdannet fod og bruger ortopædisk fodtøj. Jeg har været indlagt flere gange som barn, også som helt spæd.

4. Jeg har spillet volleyball i næsten 10 år - på trods af min fod. En læge sagde engang, at det egentlig var utroligt, at det havde været muligt... Jeg elsker volley og jeg savner ofte at spille.

5. Mine to piger er fantastiske mennesker! Og jeg tillader nu mig selv at tænke, at jeg også har haft en finger med i spillet her. Det er generationer af stærke kvinder (på godt og ondt) - på et tidspunkt var vi fem generationer kvinder samlet, så ældstepigen har oplevet sin tip-oldemor *S*

6. Jeg er uddannet psykolog, men synes ofte at den akademiske "skoling" spænder lidt ben for at opleve verden på en anden måde... Det er ikke "comme il faut" med al den spiritualitet, uden videnskabelig belæg, så nogle af os dyrker det "i smug". *S*

7. Jeg elsker "Lotte fra Spektakelmagergade" - hun minder virkelig meget om yngstepigen. Til gengæld skræmte Pippi mig som barn - hun var for vild, jeg forstod hende aldrig helt?

8. Tangsalat - jeg er VILD med tangsalat!


Og så gik det op for mig i processen - at jeg skal jo give denne award-sag videre?!  Det er alligevel vanskeligt... lidt lissom rundbold?! *S* Der er så mange skønne kvinder at dele med...

Sidse
Lene
Janne
Madame
Camilla
Lotte
Anne
Pi-Andrea

Den er til jer - no strings... ;o)

mandag den 24. januar 2011

WAUW!?

Jeg er blevet begavet med denne her... af Miri. Med begrundelsen, at den er givet videre til bloggere, hun gerne vil lære nærmere at kende. Og et stort TAK! er på sin plads her - for det er en vidunderlig gave, at nogle gerne vil lære én at kende. Vi deler stort og småt herinde - personligt, kreativt og meget andet. Vi bliver nysgerrige på hinanden - vi åbner op, viser noget af os selv. Jeg tror på, at det er godt for os selv, vores omgivelser og verden i det hele taget. "Du skal selv være den forandring, du ønsker at se i verden" (Gandhi)
Det er nu meningen, at jeg skal dele 8 ting om mig ... Det driver mig lige i tænkebox... ;o)