Bare fordi vi kan...?

„Barnlig kærlighed følger princippet Jeg elsker, fordi jeg bliver elsket. Moden kærlighed følger princippet Jeg bliver elsket, fordi jeg elsker. Umoden kærlighed siger Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Moden kærlighed siger Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.“ (Erich Fromm)

Jeg sætter mig ofte til bloggen - men ordene flyder ikke rigtig. Det er som om de forsvinder, bliver afløst af andet. Måske det hjertet er fuld af, men ikke kan løbe over med...
Tanker og følelser kredser i øjeblikket om princippet i citatet af Erich Fromm. Hvordan ved man om det er det ene eller det andet? Hvordan kan man virkelig have elsket hinanden - uden længere at have betydning for hinanden?
Og kan man elske, blot for kærlighedens egen skyld - blot fordi man kan? For så skal der være plads til at rumme smerten ved at give slip... og elske samtidig.

Jeg tror at Stephen Covey har hentet inspiration hos Fromm... "Love is a verb. It's an action." Det kræver indsats og vilje - og ikke mindst hjerte og mod. For tænk, hvis det ikke bliver modtaget? Så dukker alle de gamle mønstre op - angst og andre "automat"-reaktioner, som fylder systemet op med modstand mod at give - bare fordi vi kan...

PS. I aften vil jeg hækle hjerter...

Om frygt...

"Sig straks om jeg forstyrrer”, siger du i døråbningen.
”Så går jeg med det samme.”
” Du ikke bare forstyrrer”, svarer jeg.
”Du ryster hele min tilværelse. - Velkommen!"
(Eeva Kilpi, En sang om kærlighed)

Mod og (mands)hjerte...

Gensidig inspiration... er når nogen skriver noget, som får andre til at skrive noget... som igen får sat tankerne igang. Tak til Kristine, for at bygge videre på en aha-oplevelse.

I det sidste kapitel i bogen "Afhængighed - din skjulte gave" skriver forfatteren, at det engelske courage (mod) har sin oprindelse fra det franske coeur, som betyder hjerte (på gammelt dansk er kurage vist også brugt, af Holberg? )
Lige præcis igår gik erkendelsen lidt længere ind end tidligere...

Undervejs i de sidste måneders proces har jeg flere gange hørt fra andre, at jeg er modig. Egentlig har jeg ikke helt forstået det - min egen opfattelse har nok mere været noget i retning af, at det var "dumt", at jeg satte mig i situationer, som havde mere end statistisk potentiale for at volde smerte.... Impulsen til at gøre det, har bare været mere indtrængende end fornuften?!

Kunne forklaringen være så enkel (eller kompliceret?!), at modigheden kommer af en dybtliggende intuition - impulser fra hjertet?
At det hjertearbejde, som det har været så svært at få hold på, i virkeligheden er den irrationelle, stik-mod-al-fornuft modighed, som ikke er blevet anerkendt som hjertets intuition i arbejde?

Fisk?!?!

(Note: vidste at jeg havde skrevet om det før - her: se videoen med Brene Brown)

Så du røgen...

..af to uger der fløj forbi?!?!

En uge... i selskab med 35 graders varme, havvand og snorkelmasker - og delfiner ;o)

En vild delfin - helt tæt på

En uge... i arbejdets tegn og en hel weekend på kursus - for fuld skrue - så meget skrue - at ferien allerede ligger som en tåget minde. Nærmest uvirkeligt at vi har været afsted på den ferie, som har været i støbeskeen i 1½ år. Jeg vil ha' den tilbage! Igen idag kunne jeg være hende, der gik ud efter smøger og aldrig vendte tilbage.

Sommervarme kan tænde en gnist - den har manglet herhjemme i sommer. Nu har jeg mærket den igen, og længes... efter sommerlig sorgløshed...

Bladene falder

Med en snurren om sig selv

lægges de til ro

Tanketæmning...

Der er så mange tanker og ord - de falder nærmest over hinanden for at komme forrest i panden. Og det er gentagelser af tidligere gentagelser... uden fokus eller retning.

Derfor kommer nogle af dem på formel - for at øve fokus og tæmme det uregerlige.

Lys i natten

det klareste vågeblus

rettende sit spot

på den sovende verden

skaber klarhed i mørket

I nattens midte 

Myriader af tanker

mørkets klarheder

fomummes af opvågning

til den kommende morgen

Søndags-blues sniger
sig ind i den sidste rest
af weekendens ro
regn, rusk, isnende kulde
oktobers forvarsel om
mørket før lyset

"Den bedste vej ud er altid igennem."
- Robert Frost

Med og uden...

Det er nyt - disse weekendmorgener uden børn... (Altså det vil sige, størstepigen er hjemme, men ikke oppe på denne tid...*S*)

Jeg elsker morgener - særligt når de andre ikke er stået op endnu. But and - nu er der ikke andre, der står op disse morgener - i de ulige weekender... 
Fornemmelsen af den "stjålne tid" er forsvundet, for den er ikke "stjålen" længere - nu er den et vilkår i vores liv. Det kræver tid til tilvænning - for endnu er det sørgmodigheden over dette vilkår, der fylder mest. Med tiden bliver det anderledes - jeg ved det fra tidligere, for jeg har været her før.


Når overvældelsen er værst, melder tankerne sig om, hvorfor - hvad gør jeg mon  forkert? Men det er overvældelsen, der taler - de gamle mønstre, der råber højt. Jeg ved det nu - og kan dog stadig overvældes. 
Hun har det godt, der hvor hun er, yngstebarnet... men hun er savnet i tankerne - midt i den "stjålne tid".