på førstesalen af tanker, inspireret af bøger og blogindlæg fra de seneste dage.
Sørgmodighed, sårbarhed, autencitet, livets sår, følelser, små og store beslutninger - hvordan vi kommer igennem, og hvordan vi kommer ud på den anden side? Og er der mon en anden side... det er vist det, der rumsterer.
Dette er det, der er - ingen kan kontrollere, hvad der kommer - men vi kan lære at leve igennem det, der er. At trække vejret igennem det, og forløse det potentiale, der måtte dukke op.
Når sårene bliver for åbne, lukker vi ned for ikke at mærke for meget. Men vi lukker osse ned for livet, når vi ikke mærker. Det er (åbenbart) en livslang balance. For vi er alle sårede...
8 kommentarer:
Tænker, det er vigtigt, at sårene ikke bliver livets hovedoverskrift, og at det kan være derfor, man fra tid til anden lukker ned - eller lærer at abstrahere lidt til fordel for den glæde og det nærvær, der også er vigtigt at opleve.
Præcis - at lære at abstrahere fra sårene er vigtigt, at acceptere at de er der, mens vi gør andre ting, der skaber glæde *S*
Det eneste andre mennesker ikke kan tage fra os er vores tanker, vi afgør selv hvordan vi med vores tanker vil fordøje forskellige indtryk, men vi kan ikke bare opleve gru den ene dag, og så tænke overordentligt positivt den næste, hvis vi er i en tilstand af magtesløshed, må vi finde det der er bare en smule bedre end dette, nemlig vrede, på den måde må vi hele tiden finde en følelse der er bedre end den foregående, indtil vi igen begynder at kunne se en positiv mening, på den måde får vi bearbejdet vores magtesløshed over oplevelser der ikke giver nogen mening Rina.
I kærlige tanker, god Søndag.
Kære Michael, step by step... vi må øve os i hele tiden at finde den højeste tanke i nuet og det næste nu - Tak for dit input ;o)
Kære Rina, det var lige de ord, jeg havde brug for at læse i dag! Klem
Kære Gitte, det glæder mig! Der burde være et hjerte-symbol på tastaturet, men så skriver jeg et "hjerte" til dig istedet *SS*
Får lyst til at tilføje, at man kan være for hurtig til at abstrahere; sommetider får man mere ud af at mærke det, der gør ondt, eller det, man frygter, så man ved, HVOR meget der er tale om - ubearbejdede følelser har det med at hjemsøge én, de slipper ikke rigtigt taget i én, hvis man prøver at ignorere dem. Men dérefter kan man godt have held med at abstrahere - når man ved, hvad de ville én. Kh Kloge-Aage :-)
Kære Grundglad, it's all in the balance! Jeg er enig - og der er en balance mellem at falde i "hullet" og abstrahere... Det er det, der er (livs)kunsten *SS* Tak!
Send en kommentar