Grebet af solen og varmen gennem ruderne blev der handlet på stemningen.... At begynde den nødvendige oprydning - i haven.
Med solbriller og skarp kulde i skyggen er gamle havestole, juletræet (!) og potteskår samlet til bunke.
Undervejs slog en tanke mig - at jeg var i gang med at trække min energi, min personlighed ud af denne lille have. At den nu godt nok forblev velkendt, men ikke længere min have, ikke "besat" eller "besjælet" af det jeg har tilført den?
En pudsig lille opdagelse - som også kickstartede processen med at give yderligere slip på det gamle og modtage det nye... Disse uendelige processer... midt i det lovende solskin ;o)
6 kommentarer:
:-). Det er ikke let at lade fare og give slip på tilknytning, men måske styrker det én når man opdager at man faktisk kan stå det igennem.
I hvert fald en ret "fysisk" oplevelse af at trække sin psykiske "besætning" tilbage... Interessant erfaring ;o)
(Ps. læser Pia Skogemann - Kvindelighed i vækst... det synes passende pt.)
(Rigtig god fornøjelse - jeg synes det er en skelsættende bog der bliver ved med at fungere som en slags ledetråd for mig. Glæd dig til at stifte bekendtskab med Skogemanns forståelse af 'kvindelighed', det batter :-).
Det var fine ord, Rina. Jeg kunne mærke og se dig dér i haven, en ny proces oveni den gamle. Åh disse processer! ;)
Stort knus og god aften.
Kære Lene, vi kender dem åh så godt - og alligevel kan de komme bag på os og overvælde os *S*
Det genkendes til hudlødhed. Afslutning, processen i bevægelsen.
Send en kommentar