Det sidste indlæg fra min hånd handlede om den lange vej hjem... og idag støder jeg så på et citat fra Mark Nepo, som jeg er blevet afhængig af. Hans tekster er så poetiske og billedlige, at jeg kan fortabes helt, når han taler til mit hjerte...
"Det, det åbner op for os, er den ofte svært accepterbare kendsgerning, at der nedenunder kun findes en følelse, som ikke kan fastholdes i noget navn, men som alle følelser kender som hjem".
Det er det der sker, når vi gennemlever en følelse fra ende til anden - i den smerte, eufori eller andet, den kan bringe med sig. Når vi gennemlever den uden at gå til siden, lægge låg på eller andre krumspring. Vildt skræmmende...eller?!
Jeg tror, at det meget godt beskriver det, der foregår i åndedrætsterapien - at forløse og give slip på følelsen ved at trække vejret igennem alle de lag, den bringer med sig... Jeg er blevet bedre, men det er virkelig, virkelig hårdt arbejde, og nogle gange overvejer jeg seriøst... hvorfor?
Svaret er kærlighed - til sig selv og dermed andre... Det er vist en livslang øvelse... og jeg træner! ;o)
2 kommentarer:
Jeg tror jeg tænker på det hjem som er nedenunder det hele, som stilhed. Dér hvor sindets mange stemmer forstummer, og der kun er ens egen indre, lydløse stemme at lytte til.
Og jeg tror dit svar på hvorfor det er så vigtigt at øve sig - uanset det måske tager et helt liv - i at nå ind til den stemme eller det hjem, er det helt rigtige. Sådan tænker jeg også.
(Og det er jo meget godt at have fået ideen, men hold op, hvor er det hårdt arbejde, lige præcis, at omsætte til praksis. Suk ;-)).
Mega, megahårdt - smertefuldt og til tider sønderrivende.
Rina
Send en kommentar