Egentlig har jeg slet ikke tid til at sidde her... i hvert fald ikke til blog-indlæg?!!?! Fordi tidstyvene og fornøjelses-huggerne bruger af min tid ?!? Pligt og Burde og Skulle er på besøg endnu en gang - det jeg gør er ikke for mig selv, men for andre og for pligt. Nu er det jo sådan med arbejde, at det indebærer et vist element af pligt - og sådan må det være, sådan er det bare. Jeg har nu et valg mellem at bruge enorme mængder energi på at ærgre mig og bekæmpe noget, jeg alligevel ikke kan ændre... eller at acceptere, at det er sådan dagen ser ud?
En interessant udveksling er i gang her . Som handler om den positive psykologi og om den positive indstilling kan blive så positiv, at der lægges låg på de vigtige følelser. Det fik mig til at tænke over den efteruddannelse, jeg er i gang med... Her arbejdes også med positive bekræftelser og en ide om at tanker/følelser er energi - og det er vores eget valg, hvordan vi tænker om dem. Når (de negative) tankerne/følelserne kører rundt med een, er grundoverbevisningen, at man skal "gå til den højeste tanke så hurtigt som muligt". Hvis følelsen var vrede, ville den højeste tanke i dette tilfælde være, "Alle mine følelser er velkomne" eller "Jeg kan rumme alle mine følelser". I forhold til det nævnte indlæg og kommentarerne oplever jeg pludselig at netop dette giver mening for mig på en anden måde - for det er både accept og positiv tænkning... og tilgivelse - på en og samme tid. Ja, det er faktisk et åndeligt Kinder-æg?!
Dagens affirmation: "Jeg kan rumme alle mine frustrationer" ;o)
4 kommentarer:
Tak for det! :)
Ved du hvad, min egen erfaring siger mig, at accept er det helt rigtige. Personligt er jeg kommet så meget længere ved at acceptere alle følelser. Byde dem velkommen og lade dem passere (hvis jeg ikke kan bruge dem til noget). Men ofte spørger jeg mig selv hvorfor de er dér? Jeg mener, hey, livet består jo af det hele. Lys og mørke. Jeg er faktisk ret vild med kontrasterne! ;)
Når man tør være lidt i mørket, så lærer man noget. Bare sidde og observere. Pludselig forstår man lidt mere. Og det føles bedre. Fordi det ikke længere er en tilstand, man skal forsøge at flygte fra. Som man ikke kan vedkende sig. Nej, man kan med stolthed sige: Det er sgu også en del af mig! For jeg er nemlig et menneske. :)
Håber du får en god dag. Her skal der også accepteres lidt forskelligt, men nu har jeg vist lært det ... indtil næste gang! ;)
Et åndeligt kinderæg :-)...det kan jeg li'.
Lyder spændende med din uddannelse. Tilslutter mig fuldstændig tanken om, at alle følelser er velkomne. Og, ja nogle gange hjælper det til med at rumme bare at sige til sig selv: jeg kan rumme alle mine følelser"
Men accept, positiv tænkning og tilgivelse...det er en fin treenighed :-)
Fin dag til dig!
Kære Megan, nemlig! Byde dem velkommen og lade dem passere - "Hej du, dig kender jeg godt - du er velkommen." (men bliv ikke for længe *SS*)"Alene" i mørket er modigt - og lærerigt! ;o)
Kære Charlotte, svært at praktisere, but and meget lærerigt. Og når det lykkes, bliver man stærkere og gladere for sig selv. ;o)
Følelser kan i høj grad også være vejledende, de kan oplyse os om vores øjeblikkelige tilstand, de kan lære os at der er mange veje i livet og at selvom een vej ender blindt, hvilket vi er nødt til at acceptere, må vi bare vende om og finde en anden vej, "den der aldrig farer vild, finder ingen nye veje" KK.
Dejligt indlæg.
I kærlige tanker, god Søndag aften.
Send en kommentar