lørdag den 5. juni 2010

"Der er koldt på toppen"...

Jeg læste lige et indlæg hos Manifesting Honey om succes... Om opfattelse af succes som en tinde eller et plateau. Om hvor vejen fører hen, når man har peaket?

Forleden havde vi herhjemme en snak om anerkendelse, den helt konkrete ydre anerkendelse, og ikke mindst den man (ikke?) giver sig selv. Det slog mig, at en af de måder jeg har fungeret i mit liv på, har været at leve højt på den ydre anerkendelse. Den som fortalte mig, at jeg er vellidt, respekteret, og anerkendt. Men bagsiden af den medalje er præcis, at der følger et forventningspres og en præstationsangst med, som hele tiden kan være med til at sætte overliggeren op... bare for at man kan selv sig selv i lyset af anerkendelsen og få den igen og igen.
Men i virkeligheden er det lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen - hvilket betyder at man er presset (af sig selv) til at yde mere endnu... og det kan undergrave ens selvværd endnu mere, så man synes at man skal yde endnu mere osv. osv...

Jeg ved ikke om det er lidt sort...? Men for mig var det lidt af en aha-oplevelse at opdage, hvordan jeg har fungeret størstedelen af mit liv... Jeg er stadig glad for anerkendelser, men de er ikke længere definerende for (tror jeg *S*), hvordan jeg vælger at præstere eller tænke om min præstation...

For mig er den modne opfattelse af succes, at man laver noget, man godt kan li' og i en vis udstrækning brænder for - så tanken om at succes er et plateau, en rette hylde giver langt mere mening end en tinde. I virkeligheden kan man jo blive ved at peake hele livet igennem, bare på forskellige områder i livet... hvis man tør ?
;o)

2 kommentarer:

Honey sagde ...

Det, tror jeg, du kan have meget ret i; at man kan flytte målet og dermed tinderne eller plateauerne livet igennem, så man altid har noget, der står mål med ens ambitioner og ressourcer. Det giver også god mening i forhold til altid at have noget interessant at foretage sig - og dermed livsgnist :-)

Mette Haulund sagde ...

Hvor er det godt skrevet! Du har fuldstændig ret, vi lever alt for ofte efter anerkendelse, anerkendelse og endnu mere anerkendelse - fra omgivelserne, men glemmer helt at anerkende os selv.

Hvis man husker hele tiden at have styr på sin værdiafklaring - se evt. mere på min blog www.mettehaulund.com, så er jeg helt sikker på, at man stille og roligt lære at anerkendelsen fra omgivelserne ikke betyder nær så meget, som at man selv kan mærke at man har det godt, laver det man har det godt med, omgiver sig med dem man har det godt med osv.

kh Mette