Jeg er sådan lidt væk i virkeligheden, halvbedøvet af hverdagen for tiden...? Alle de go'e ideer og intentioner hober sig op, men der bliver ikke rigtig rykket på dem... jeg er bare sådan lidt ugidelig? Måske er det også vejret - for come on... alle stearinlysene er tændt, duftlampe ligeså og tæpperne ligger fremme på sofaen. Jeg savner juni!
Hver dag kører jeg forbi det skønneste lille bindingsværksbondehus på vej til arbejde.
Forleden så jeg, at der var gang i en større udgravning, og der blev støbt i grundens fulde længde ud til vejen. Det var først forbi på vejen hjem, at det gik op for mig, at planen var en mur i gule tegl, 4 meter foran huset - formentlig for at skærme af ud mod vejen? DET tror jeg ikke helt, at jeg forstår!? Tænk at bo i det smukkeste, idylliske hus ud til marker - og så kigge lige ind i en mur?
Men det gav tankerne lidt føde... For den skærmer for "indsyn", men da osse for "udsyn". Er det mon en ekvivalent til vore personlige mure, bygget for skærme lidt for den virkelighed, der kan give skrammer? For muren er samtidig den, som forhindrer os i at "se ud" og opdage, at verden og opfattelsen af den kan ændres. Paradokset er, at det kræver huller i muren at kunne at kunne tage verden ind ... Hvordan kommer man ud af den spiral?
Måske er det her, viljen entrerer scenen? Viljen, drivet til at ville flytte sig, at bevæge sig, at nægte at være bundet af gamle forestillinger og mønstre...
Men hvorfor er nogen drevet af den og andre tilsyneladende ikke ? Jeg har en god veninde, som bliver lidt fjern i blikket, når jeg taler om åndedrætsterapi, spirituel udvikling og job-tænkepauser... Hun medgiver høfligt, at det lyder spændende, men jeg tror ikke, hun forstår det - og det er selvfølgelig ok... men det gør mig nysgerrig. Er den begravet hos hende, eller er den omsat i børnene, som har været hendes store ønske, siden vi var børn?
Er det i virkeligheden mig, der løber fra virkeligheden, ved at vedblive at ønske at bevæge mig "HELT IND i sindet"?
;o)
5 kommentarer:
Nu er "virkeligheden" jo noget meget meget individuelt på linie med "sandheden", og hvad der er rigtigt for dig og mig, kan helt klart synes meget fremmedartet for andre. Jeg har på samme måde, som du oplever det, veninder, som synes, jeg kender mig selv vildt godt, men som aldrig turde begive sig ud på denne indre rejse, fordi de fornemmer, det kunne blive for meget at magte. Disse kvinder er til gengæld meget modigere og eventyrlystne end jeg, når det gælder udfoldelser udadtil. Fx har jeg en veninde, der rask væk giver sig i kast med den ene affære efter den anden - hun ser ikke bare mændene an på behørig afstand, men sluger dem med hud og hår, og hun tager på rejser - og flytninger - rundt om i verden i én uendelighed, mens jeg sidder her og er småbarnsmor og provinshustru. Og sådan kan der være så mange forskellige livsdrømme og udtryk - er det ikke bare spændende at være så forskellige? Igen sidder jeg her og bliver helt forelsket i os mennesker! :-)
Vi mennesker er heldigvis så forskellige :-)
Og vores fornemmeste opgave er at være rummelige og respektfulde og kærlige - eller noget.
Ja, vi er heldigvis meget forskellige, det gør verden så interessant *S*
Og jeg kæmper med rummeligheden og kærligheden... Må dog sige, at jeg stadig støder ind i mennesker, der - hmmm, skal vi sige - "aktiverer" mig. Så er det en stor udfordring at være rummelig og kærlig...men måske siger det mest om mig? *S*
Fordømmelse ligger lige til højrebenet - måske handler det mere om generel tillid til verden, mere end noget andet?
Men jeg forstår stadig ikke muren foran huset?!?!
Dejlig oktober-søndag (!!) til jer ;o)
Ha. Den der mur. Jeg kan godt forstå den udfordrer dig. Jeg forstår en indre mur som en altid passende beskyttelse og/eller et altid passende forsvar i forhold til den angst der bor i huset. Uanset at muren ser over-/underdimensioneret ud udefra, dvs. for dig hvis ikke det er dit hus den står omkring ;-).
Og muren skal nok falde når tiden er inde. I dette liv eller et andet. Viljen til at holde ud er vigtig hvis man først er taget ud på den indre rejse, men den batter ikke meget før, efter min mening. Her er det noget der er meget større end det menneskelige ego, der bestemmer, efter min bedste opfattelse. I hvert fald hvis vi taler om den helt store rejse a al Frodos i Ringenes herre, og ikke bare lidt problemløsning hist og pist.
Men det skal ikke stå i vejen for din glæde over at du måske er ved at pille mursten ud af din mur og udvide din virkelighed indadtil - vær endelig glad. Meget glad ;-).
Tak Janne, for at se dybere end end min hjerne formår pt. *S*
Og Frodo... der kan man da tale om at face indre og ydre dæmoner!
Og jeg tænker, at det er godt, at man ikke ved på forhånd, hvad rejsen indebærer, for så var det ikke sikkert at viljen til at holde ud holdt så længe...et skridt ad gangen er godt. Selvom tålmodigheden ikke altid slår til - det er nok min største udfordring - at forcere ting, og når det ikke lykkes, mener jeg bare at så er det nok fordi jeg ikke kan... *S*
Tanker Rina
Send en kommentar