"Mor, hvordan har du egentlig fået den fod?" (Jeg er født med udvidet klumpfod *S*)
"Sådan var den, da jeg blev født - jeg er født med den."
"Nåeh... Hvad var jeg født med?
"Du blev født med en infektion, fordi jeg fik en infektion, mens jeg fødte dig..."
"Nå, ja... sådan er kredsløbet...!"
Jeg elsker, når de siger den slags ting - og jeg må passe på ikke at smile med lyd, for det er jo alvorligt ment. Mit trick er at gentage det sagte - "Ja, sådan er kredsløbet"... Men jeg bærer det med mig og smiler stille - af det alvorlige, livskloge, der er hensigten bag...
Ellers er der lidt stille her på bloggen - nok mest fordi jeg er også er stille... Jeg er stille, fordi der nu er skrællet tilstrækkelig mange lag af mit personligheds-løg, at jeg kigger dybt i smerten og "intetheden".
Jeg tror simpelthen, at jeg har ramt selvudviklings-muren? Og lige nu ses ingen vej over, under, udenom eller nedenom - så her står jeg...
En af de andre ting, jeg tog med hjem fra sidste weekend var erkendelsen af, hvor vigtigt og altafgørende det er at tage sig selv alvorligt.
At have et ønske om at føre noget ud i livet kan begrænses af ikke at tage sig selv alvorligt nok. At man forbliver ved drømmene uden at øve sig, handle, gøre det, der nu skal til...
Og hvorfor nu det?
Tjaaahhh - det må jeg jo finde ud af ... men angsten, angsten for at lade andre se den virkelige sandhed, de "pinlige" drømme og stå ved dem. Den angst holder een ved det sikre, og kan obstruere udviklingen af det, der virkelig får hjertet til at synge...
Hvor dybt kan man mon se denne angst i øjnene? ;o)
7 kommentarer:
Pyha, Rina... du skriver om ting der virkelig snører sig ind i mine egne tanker, fordi jeg selv diskuterer en hel del pt. med mig selv. Om det med at føre drømme ud i livet.
Der er en 'fornuftsting' som står i vejen for 'ønske-tingen' og jeg har hele tiden tænkt, at jeg ikke kan tillade mig at sige NEJ til 'fornufts-tingen'. Men i dag slog det mig pludselig: Siger jeg JA til 'fornuftstingen' siger jeg NEJ til 'ønske-tingen'. Og kan jeg tillade mig det?!!
(Og hvem bestemmer, egentlig?!)
Jeg er dybt taknemmelig for, at du deler dine tanker om det her, din rejse, både i dette og tidligere indlæg. Jeg får ikke altid kommenteret, fordi jeg tænker. Men jeg læser ALT!
:-)
(Og ja, børnenes sprog er bevidsthedsudvidende på mange planer :-) )
Kender det alt for godt... det du skriver om...
Jeg pakker så bare mig selv ind i fedt... Vil rigtig gerne pakke mig selv ud, for så ser jeg pænere ud...
Men... jeg har det bedre sådan her... Gemt og beskytet af alt mit fedt...
Så.. mit valg står i... skal jeg tabe mig og ser bedre ud i andre øjne... Eller skal jeg forblive fed og have ro i mig selv ?
Kæreste Lotte,
Og tak lige tilbage igen! ;o) Det er SÅ fantastisk, at vi kan inspirere og støtte hinanden - det er jeg uendelig taknemmelig for!
Kære Marianne,
Fedt...ja... det kender jeg vist også alt, alt for godt. Jeg spiser når det er svært - men nu ved jeg det og opdager det i tide (som regel) Men det ligger i familie-historikken *S*
Hjertets Renhed skrev om det igår - http://kristine.gazel.dk/nar-sandheden-g%c3%b8r-ondt/ Det gav lige mig - hm, nå ja, noget at tygge på *SS*
1000 tak fordi I er her og forholder jer... ;o)
Jeg er fuld af respekt for dit arbejde med dig selv. Og taknemmelig for at du deler dine overvejelser med os.
Kære Miri,
Tak fordi du er her og minder om, at livet godt kan være enkelt, smukt og nydes i nuet! Det har jeg brug for...
Kærligst
Det er en klog datter, du har - jeg kan ikke lade være med at overføre hendes ord "Nå, ja... sådan er kredsløbet...!" (inkl. det lille ikke opgivende, men accepterende "Nå, ja") til det ikke-fysiske samspil mellem børn og forældre.
Og æblet falder ikke langt fra stammen, har jeg på fornemmelsen. Det med at tage sig selv alvorligt, Rina - det er fand'me vigtigt. Når jeg genkalder mig alle de gange hvor jeg har stået foran en person som jeg faktisk tog alvorligt, men som slog sig selv hen i spøg eller ironisk distance eller selvnedgørenhed (hvis der er noget der hedder det), så kan jeg mærke i kroppen hvor ondt det gør og hvor forkert det er. Jeg har også selv gjort det og gør det stadig ind imellem, og - og det er altså ikke for at komme med en moralhammer eller noget, for der er en tid for alting; det er bare en konstatering - det anser jeg faktisk nærmest for helligbrøde.
Jeg tager dig alvorligt, Rina. Og med hensyn til den "selvudviklingsmur" du nævner her, så er der en vej .. men den går direkte ind i muren ;-). Jeg ved det lyder skræmmende, og jeg tror personligt at det kræver et lukket, uforstyrret rum med total amnesti at klare den udfordring. Og der skal sættes år af til det. Det er muligt jeg ikke har generelt ret og bare snakker for mig selv og ikke kan frigøre mig fra mine egne cirkler. Det må du tage med i betragtning. Men når jeg tager det du skriver, helt alvorligt, så er det hvad jeg har at byde ind med ;-).
Mange, mange kærlige tanker
Janne
Kære Janne,
Du har ret - ret og ret! ;o)
Din betragtning med at andre der, i vores påhør/nærvær, ikke tager sig selv alvorligt, kan vi mærke langt ind i sjælen - det er jo fuldstændig rigtigt. Personligt kan jeg blive voldsomt irriteret (fx. på min mor, som er et klasse-eksempel! *S*) på sådan en selvnedgørenhed. Men ikke at tage sig selv alvorligt er faktisk det samme, bare på en mere passiv måde?
Jeg tror, at jeg har tænkt at, at tage sig alvorligt er det samme som selvhøjtidelighed - og det har jeg i den grad en knap på! *S* men det er slet ikke det samme... nu ved jeg det. *S*
Og ja, vejen går lige igennem muren - lige nu står jeg og sparker lidt til den, som mænd kan sparke til dæk - "ah,ja den er go' og solid" *S*
Tak for jeres støtte, alle sammen - det er virkelig noget der går lige i hjertet!
Kærligst
Rina
Send en kommentar