"Det er noget andet end at vende den anden kind til eller underkaste os dominerende kræfter i vores liv. Derimod er det at møde verden i al dens smertefulde mangfoldighed med spredte fødder og åbne arme, uden hverken at acceptere alting eller afvise alting, men være smidige og føje os efter det der er nærende, og lade resten passere videre igennem." - Mark Nepo.;o)
fredag den 15. oktober 2010
Eftertanke...
Når vi krummer os sammen for at beskytte os mod alverdens smerte og kvaler...er paradokset, at vi, i sammenkrumningen, holder på al den smerte, vi beskytter os imod... Hvis vi har modet til ikke at gøre modstand, til ikke at kæmpe, kan vi trække vejret igennem alt, der passerer.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
9 kommentarer:
Uha... det er ikke noget som ligger i opdragelsen. Men man bliver meget et helt menneske på den måde. Og man bliver sandelig stærkere og stærkere, og mere og mere tydelig som menneske.
Kæreste Sidse, nææeh, og måske osse imod alle "naturlige" reflekser...? Men som du siger...man bliver stærk og fleksibel ;o)
Det er svært !
Men vi skal "bare" øve os :-)
Meget kloge og svære ord på denne fredag.
God weekend.
Kære Miri, øvning er godt...og vi kan godt! *S*
Kære Margith, jep - og vi har et helt liv til at blive bedre...jeg tror selv, at det kan afbøde meget dybe sår...
Go' weekend, begge jer ;o)
Jeg er helt enig, Rina. Det er noget af det, som jeg har lært af livet (eller forsøger at lære). Det er faktisk en af grundene til, at min blog hedder "Poetiske Paradokser" ... ;) Det er så naturligt at gøre modstand, at kæmpe og så synker man bare dybere - som i kviksand. Jeg har prøvet at flyde med strømmen og det virker! Jeg kan ikke altid, men jeg forsøger ... og bliver bedre til det.
Kan du? Tror vi alle synes det er en af de sværere af livets lektioner!?
God fredag aften :)
Knus
Kæreste Megan,
Jeg øver mig - og glæder mig over at du kan! Nogle gange lykkes det - og nogle gange har jeg oplevet at have dårlig samvittighed over at reagere mindre stærkt... så der er også de omgivende konventioner at "kæmpe" med... Og Poetiske Paradokser - selvfølgelig! Livets paradokser ER jo poetiske! ;o)
Jeg må desværre erklære mig uenig med Nepo!
Han har ret i, at der er liv og styrke i ikke at lade sig styre af frygt.
Men han har uret i, at det er forskelligt fra 'at vende den anden kind til'.
Istedet er det et billede på at have modet til ikke at gøre modstand, beskytte sig eller forvente mere ondt.
Jeg tror, at jeg ved hvad du mener... spørgsmålet er hvad Mark Nepo forstår ved "at vende den anden kind til"... Tak for dit input ;o)
Send en kommentar